Home » Forskning » Nu bliver der biltrafik på Månen
Nu bliver der biltrafik på Månen

Nu bliver der biltrafik på Månen

Share

De vildeste køretøjer er på vej til Månen – blandt dem er en måne-rover, et laboratorium på hjul og to fjernstyrede racerbiler. Kom med på en køretur

Siden 1970’ernes Apollo-opsendelser har mennesket ikke været på besøg på vores blege drabant. Efterladt på Månen står stadig de tre gamle månebiler (rovere), der dengang blev udviklet af General Motors i samarbejde med flyproducenten Boeing.

Men nu har den amerikanske rumfartsorganisation NASA som led i det nye rumprogram Artemis bestemt sig for at sende mennesker til Månen igen i midten af 2020’erne for at fortsætte udforskningen af vores nærmeste nabo i verdensrummet.

Det er planen at landsætte astronauter samt forskellige maskiner, køretøjer og materialer på Månens sydpol og sprede en række månebaser ud på den støvede overflade. De kommende måneastronauter skal naturligvis også have deres eget transportmiddel, men det er endnu ikke bestemt, hvem der skal stå for udviklingen.

Ud over en LTV-rover (Lunar Terrain Vehicle) ønsker NASA sig også et større Lunar Surface Science Mobility System, der i bund og grund skal fungere som et rullende månelaboratorium. Givet er kun, at den nye månebil kommer til at rekognoscere mellem forskellige steder og fragte mennesker og nyttelast ganske langt omkring.

Se også:  Moores lov lever forbavsende godt
Selvkørende og langtkørende

Spørgsmålet er, om bilen skal være fuldstændig selvkørende, eller om den skal have en form for styregrejer. Eventuelt begge dele. I bund og grund var de allerførste månebiler knap andet end en gokart med parabol­antenne beregnet til kørsel på privatbane. Teknologien er imidlertid på et væsentligt højere niveau i dag end for 40-50 år siden, og det skal en ny månebil kunne drage nytte af.

NASA har endnu ikke fremlagt, hvad organisationen ønsker af den kommende rover. GM er stadig blandt verdens førende i bilfabrikation med stor viden om elbiler og batterier, og Lockheed Martin er fortsat i centrum, når det gælder udvikling og design af rumteknologi. Begge virksomheder er klar til at tage udfordringen op og vil også eventuelt tage konkurrencen op, hvis andre udfordrere skulle melde sig.

NASA samarbejder også med Australien om at udvikle et kørende rumlaboratorium, der efter planen skal opsendes i 2026. En af opgaverne bliver at udvinde ilt af månejorden.

Blandt de mest oplagte udfordringer er rækkevidden. Og den afhænger selvsagt af kapaciteten på det batteri, den kommende månebil skal medføre. Men batteriteknologien i dag er markant bedre end i 70’erne, så rækkevidden kan formentlig strækkes en del længere end de cirka otte kilometer, de hidtidige månekøretøjer kunne tilbagelægge. Batterierne vil mest sandsynligt blive holdt opladt med solenergi, og de skal i så fald kunne holde strømmen i de to uger, en månenat varer.

Se også:  Nyt supersonisk fly kan flyve fra Kina til New York på en time

Men var det så bare det eneste. Det er ikke ufarligt at bevæge sig rundt på Månens mildt sagt ujævne overflade, og den lave tyngdekraft gør, at selv små bump kan sende ethvert køretøj langt op i luften. Derfor skal Artemis-roveren ikke køre ret hurtigt, men det kan være en fordel for strømforbruget, når missionen tillader det.

En anden udfordring er de ekstreme temperaturskift på vores rumledsager. Om natten kan temperaturen krybe ned til omkring -160 grader, mens den om dagen kan overstige 100 grader, og temperaturskiftet indtræffer i samme øjeblik, solen stiger op.

Da Månen ikke har en atmosfære, skal månebilen desuden kunne fungere i et vakuum under konstant stråling fra rummet. General Motors meldte sig allerede klar til at gå ind i det nye LTV-program i maj sidste år og har siden barslet med forskellige udformninger af månebiler – alt fra lastvogne til små sportsvogne.

TAGS
innovation
Månen
NASA
rummet

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S