Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu bliver cykelcomputeren social

Cykelcomputer er ikke blot en gadget, der viser hastighed og distance. De nyeste løsninger kan finde vej via GPS, tilbyde dig alternative ruter og endda dele dine aktiviteter live på sociale netværk. Vi har testet to nye modeller ...

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ud at trampe lidt i pedalerne? Årstiden er til det, og du har godt af det. Så skal man da have en cykelcomputer på styret, så man kan se, hvor mange kilometer man har tilbagelagt og hvor hurtigt man kører. Måske skal du endda have en model med pulsmåler, så du kan se, hvor hårdt det slidte tikkeværk skal arbejde for at få dig frem.

Disse computere findes der massevis af – sæt en magnet på en eger på forhjulet og en hastighedssensor på forgaflen, og du kan måle hastigheden, der udregnes, ved at computeren tæller hver omgang hjulet triller. Men en moderne cykelcomputer har slet ikke denne anordning. Den måler hastighed ved hjælp af GPS-signalet fra satellitter. Så den skal blot sættes fast på styret eller puttes i lommen for den sags skyld.

Her kan du også med nogle modeller måle, hvor højt oppe du befinder dig. Cykelcomputeren har en sensor, der kan registrere lufttrykket, der som bekendt falder, jo højere oppe man befinder sig.

Nogle af dem kan endda helt som en bil-GPS vise vej. De bruger faktisk samme slags kort, så du kan få vist vej til al ting på ruten, også interessepunkter, de såkaldte ROI, som nærmeste tankstation eller pizzeria.

Når du kommer hjem kan du uploade turen til en hjemmeside og se alle dine data for turen – og se på et kort, hvor du har kørt. Har du pulsmåler på, kan computeren endda udregne, hvor mange kalorier du har brugt. Så har du styr på, hvor mange stykker chokolade, du kan tillade dig at indtage.

Men hvorfor ikke bare bruge en smartphone? Den har jo indbygget GPS, stor skærm og tilbehør, så du også kan tilslutte pulsbælte. Desuden findes der masser af applikationer, der gør den egnet som cykelcomputer. Disse apps kan du endda få gratis, og flere af dem bliver lavet af de samme producenter, som laver cykelcomputere. Svaret er, at en smartphone ofte er lidt for stor til at have siddende på styret. Desuden har de fleste smartphones en batteritid på kun få timer, når du kører GPS. Og løber du tør for strøm, kan du måske ikke finde vej og har heller ikke muligheden for at ringe hjem efter hjælp, hvis du skulle have glemt lappegrej.

Så smartphonen er en mulig løsning – men helst til de kortere ture. Gem den sikkert i lommen og hav den med som backup. Og så har du musik med på turen.

Men kort sagt: Brug hellere en ægte cykelcomputer, for eksempel en af de to løsninger, vi tester her.

En ny trend i de dyrere cykelcomputere er, at de kan kommunikere med sociale medier, hvor du så kan ”prale” af dine præstationer. Nogle af dem kan også sende en sms eller e-mail, når du vender hjem og stiller cyklen.

Vi har testet to af de nyeste cykelcomputere. Læs testene her:

Garmin Edge 810
Mio Cyclo 305 HC

Når du bruger sportscomputere, som disse vi tester her, vil du ofte støde på betegnelsen ANT+. Det er en åben trådløs standard, der tillader, at man parrer trådløse enheder med den cykelcomputer eller det pulsur, man benytter.
Det kræver, at computeren er forberedt til den enhed, man vil parre – men i princippet kan man tilslutte alt fra pulsbælter, kadancemålere, wattmålere og meget andet via ANT+. Teknologien virker også på tværs af producenter, så længe man har forberedt enheden og computeren på det. Så det skal tjekkes, før man køber et ANT+-tilbehør til sin cykelcomputer. Begge computere i denne test har ANT+-option.