Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Lendme-samarbejdet udspringer af Nordeas sponsorering og støtte til Copenhagen Fintech, som Lendme er en del af. For Nordea Finans ligger det nye samarbejde fuldstændig i tråd med Nordeas ønske om at kunne give kunderne endnu bedre oplevelser ved at arbejde sammen med fintech-virksomheder, der har udviklet smarte og innovative løsninger.
”Lendme er first mover på lånemæglermarkedet i Danmark, og samarbejdet skal ses som et første spadestik og en milepæl i Nordeas strategi om at indgå partnerskaber med opstartsvirksomheder, der har nye ideer og finansielle servicemodeller til glæde og gavn for forbrugerne,” siger Bjørn Bøje Jensen, adm. direktør i Nordea Finans Danmark, om samarbejdet.
Find det bedste lån
Lendmes online mæglerplatform på Lendme.dk gør det muligt for forbrugerne at ansøge om lån ét sted, men alligevel få flere tilbud på lån fra forskellige banker og finansieringsselskaber. Dermed kan forbrugerne på en nem og overskuelig måde sammenligne de forskellige tilbud og vælge det, der er bedst for dem.
Platformen imødekommer den ændrede kundeadfærd, som banksektoren oplever i disse år, siger Bjørn Bøje Jensen.
”Det handler om innovation, hastighed og ansvarlighed. Vi skal imødekomme forbrugernes krav om tilgængelighed og enkelhed i en digital verden. Lendmes koncept er simpelt og innovativt, og på den måde giver vi kunderne den bedste service. Samtidig er det også vigtigt for os at drive en gennemsigtig og ansvarsfuld forretning i partnerskab med Lendme, hvor kunderne dels får flere lånetilbud online, men også gennemgår en kreditvurderingsproces, som sikrer en valid vurdering af kundernes tilbagebetalingsevne,” siger Bjørn Bøje Jensen.
Sund konkurrence
Lendmes CEO og partner, Frederik Murmann, er meget begejstret for samarbejdet med Nordea Finans og ser det som en fordel for kunderne, at en spiller som Nordea nu også er med.
”Partnerskabet mellem os og Nordea Finans vil yderligere bidrage til en sund konkurrence på privatlånsmarkedet og øger kundernes muligheder for at finde det bedste tilbud. Og derfor er det kun sundt og godt, at et finansieringsselskab som Nordea Finans kommer med ombord med deres ekspertise inden for lån.”
Copenhagen FinTech CEO Thomas Krogh Jensen udtrykker også stor begejstring for samarbejdet.”Det er glædeligt at se, at Nordeas støtte og sponsorat har båret frugt i form af dette samarbejde. Det vil klart være med til at inspirere og motivere nye aktører i Fintech-miljøet hvor nye og innovative ideer skabes.”
På lendme.dk kan man allerede nu få lånetilbud fra Nordea Finans.