Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nok verdens bedste

Et fuldstændig suverænt headset med fremragende lydkvalitet og høj komfort.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sennheiser leverer testens dyreste headset, og G4meZero er blandt de dyreste på markedet af sin slags. Men lydpuristen, der gennem årtier har leveret hovedtelefoner til eliten, har også satset stort på dette sæt, der findes i en 100 kroner billigere variant med åben konstruktion.

Begge modeller er udviklet med samme høje materialekvalitet som dem, du finder til hi-fi-entusiasten. Ideen bag G4meZero er, at du skal have høj lydkvalitet uden at kunne mærke, at du har noget på hovedet i timevis. Derfor er ørepuderne i XXL-størrelse, og en polstret hovedbøjle med letvægtsdesign sørger for en høj komfort.

Den indbyggede mikrofon kan let vippes væk, når den ikke bruges, og hovedtelefonen kan klappes sammen, så den kan placeres i den medfølgende transportkasse. Man har brugt pengene på dyre højttalere og store hovedpuder. Selve chassiset er hvidt og ligner på afstand billig plastik.

Det er der dog ikke tale om, og detaljer, som at der er små gummidutter på ydersiden, så headsettet ikke larmer, når det lægges på bordet, vidner om ambitionerne.

Omhyggeligheden virker! Headsettet er ekstremt behageligt at bære. Det er ikke det letteste på markedet, men det sidder godt til uden at stramme. Det er især de bløde hovedpuder omkring ørerne, der gør forskellen. Selv efter et par timer føltes de ikke varme.

Og det var godt, for vi havde ikke lyst til at tage dem af. Lydbilledet er artikuleret og dynamisk og med en dyb, detaljeret bas, vi sjældent har hørt bedre fra et gamingheadset.

Sennheiser har med dette headset sat barren for gaminghovedtelefoner ekstremt højt, og det afspejles desværre i prisen, der er i den høje ende.