Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nianet gør videokonferencer til cloudtjeneste

Nianet åbner som den første i Danmark for videokonferencer som en cloudtjeneste til erhvervskunder.

Af Jan Dahlmann, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Erhvervslivet er den kraft, der for alvor vil presse udviklingen inden for telekonferencer fremad. Flere og flere vil opgive flyrejserne til fordel for telekonferencere i hd-kvalitet, leveret via fiberkabler.

Sådan ser direktør Rasmus Helmich fra elselskabernes fiberselskab, Nianet, udviklingen i de nærmeste år i Danmark.

Nianet leverer højhastighedsfibernetværk til erhvervslivet og distribuerer også indhold som tv og telefon for søsterselskabet Waoo!

»Udviklingen med videokonferencer har været undervejs i nogle år nu, og vi kan se, at tendensen breder sig. Det nye er, at Nianet nu som den første i Danmark tilbyder videokonferencer i topkvalitet via nettet, som en cloudtjenste,« siger Rasmus Helmich.

Nianet henvender sig med sine videokonferencer som cloudtjeneste til virksomheder, der vil hurtigt i gang med hd-videokommunikation.

»Det bliver derfor nemmere at implementere et fuldt videokonference-setup, da vi sørger for serverplads, styringssoftware og rigelig båndbredde,« siger Rasmus Helmich, administrerende direktør i Nianet.

I praksis leverer Nianet et fuldt færdigt mødelokale med skærm, mikrofoner og det hele og kunden får garanti for, at hans kommunikationsbehov bliver prioriteret. Prisen pr. ”end point”, det vil sige, hvor der er en skæm, vil ligge omkring 5.000 kroner pr. måned. Hertil skal lægges udstyr og installation.

»Jeg synes selv, det er lidt dyrt, men det er, fordi det udstyr, vi bruger, er dyrt i indkøb,« forklarer han.

Han siger, at Nianet har taget konsekvensen af, at virksomhederne også i stigende grad selv producerer videoindhold og derfor efterspørger hurtigere og mere symmetriske dataforbindelser af høj kvalitet.

»Virksomhederne har for alvor taget videokommunikation til sig som et alternativ til fysiske møder, og teknologien breder sig nu også fra dedikerede telekonference-lokaler til desktops og mobile enheder. Det stiller større krav til både up- og downstream, og Nianet har valgt at udbygge sin backbone med 12 nye Cisco ASR 9000-routere for at imødekomme de stigende trafik- og kvalitetsbehov.«

Landsdækkende net

Nianet er ifølge Rasmus Helmich »95 procent landsdækkende«.

»Med 3.500 kilometer fibernet dækker vi næsten alle væsentlige erhvervsområder, for det er der, vores marked er. Jeg tror ikke på noget væsentligt privat marked på det her område i de første mange år, men til gengæld tror jeg på det private marked på længere sigt,« siger han.

Nianets beslutning om at styrke infrastrukturen bygger i høj grad også på stigende brug af ip-tv blandt private slutbrugere, der vil have øget båndbredde. »Brugen af ip-tv vokser hurtigere end forventet, og samtidig øger hd-streaming kravene til båndbredde. Derudover ser vi fremkomsten af nye kommunikationsformer, hvor brugerne kan kommunikere direkte med hinanden via deres hd-tv, hvilket fremadrettet vil lægge pres på upstreamhastighederne,« siger Rasmus Helmich.

Nianets beslutning om at geare infrastrukturen til nye trafikmønstre, hvor brugerne også bliver aktive producenter, ligger i tråd med internationale undersøgelser, der viser, at Danmark bør fokusere mere på upload. Seneste udgave af den årlige undersøgelse, ”broadband quality study”, udført af universiteterne i Oxford og Oviedo viser, blandt andet, at Danmark målt på uploadkvalitet falder fra en femteplads i 2009 til en tiendeplads i 2010.

»Det er fremtidssikrede løsninger som Nianets, der skal hjælpe med at hæve Danmarks bredbåndskvalitet i de kommende år og gøre klar til en fremtid præget af videokommunikation. Jeg håber derfor, at andre udbydere vil lade sig inspirere af Nianets ambitionsniveau,« siger Carsten Videcrantz, markedsdirektør i Cisco Danmark.