Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Netværksadapteren gør det selv

De trådløse netværk er populære, og det er svært at finde
på nye features at komme ind i netværkskortene. Men Sitecom har nu lanceret en
netværksadapter, der installerer sig selv. Smart og hurtigt. Men lidt skal du
nu selv gøre.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er lidt fascinerende at få en dims til computeren, hvor der hverken er manual eller installations-cd med. Det var ikke desto mindre tilfældet med Sitecoms selvinstallerende 300N Wireless USB Adapter XP.

Udover en masse pap der omgav den, og en pakke der indeholdt en stor plakat, hvilket så var ”kom godt i gang”-sedlen. Ingen egentlig manual eller andet var med, så vi foldede den store plakat ud og kiggede på de tre enkle trin, vi skulle følge for at installere enheden.

Alt i alt kogte det hele ned til, at vi skulle koble enheden til vores computer, og derefter bare vælge netværk.

Nuvel – det er så ikke helt rigtigt. Driverne til enheden blev automatisk installerede, og derefter dukkede der så en ”autorun” op, der startede installationen af det indbyggede program.

Da det først var installeret, var der så to muligheder, vi kunne følge. Enten skulle vi vælge at koble os til det lokale trådløse netværk ved at finde det med den software, der nu var installeret på vores computer, eller vi kunne vælge WPS-metoden, som krævede, at vi klikkede på WPS-knappen på henholdsvis vores router og på den nys installerede usb-netværksadapter.

Vi valgte så den første metode for på den måde at få et overblik over, hvad den software egentlig kunne.

Gensyn med gamle tider

Her var der næsten tale om rendyrket gensynsglade. Den grænseflade vi her så, har vi set så mange gange før, at vi næsten følte os som den fortabte søn, der endelig kom hjem til familiens skød igen.

Et velkendt vindue med tilgængelige netværk i listeform viste sig. Et par faner, hvoraf specielt ”site survey” virkede bekendt viste sig, og vi kunne nu koble os til vores netværk. Det gjorde vi ved at dobbeltklikke på vores netværk i oversigten, indtaste kodeordet, og derefter måtte vi så vælge ”activate.”

Det var nu ikke, fordi det var en speciel vanskelig manøvre og denne netværksadapter hører klart til blandt de letteste, vi har installeret gennem de sidste par år.

Noget af det mere spændende var derimod den ”Link Status”-fane, der var. Her kunne vi se, hvor godt vores netværkssignal var, hvor godt vores throughput var og generelt få en idé om, hvor god vores trådløse netværksmodtagelse var.

En anden spændende fane var den, der viste os statistik på vores forbindelse. Altså noget om, hvor mange pakker der var gået igennem, og hvor mange der var fejlet.

Det kunne godt skræmme lidt, at over halvdelen af alle afsendte pakker, var kommet igennem med CRC-fejl. Men heldigvis er den meste netværkstrafik ret tilgivende, og det betyder ikke det store med den slags småfejl.

En god oplevelse

Det meste, vi har at sige om dette netværkskort, er godt. Det eneste negative, vi for alvor har at sige om det, er, at det er ret bredt. Det betyder, at det i vores testcomputer ikke var muligt at have andre usb-enheder siddende ved siden af, hvilket faktisk var ret irriterende. Her kunne Sitecom godt have lavet en lidt mindre pakning til deres ellers udmærkede produkt.