Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Netgear Orbi RBKE963 AXE11000: Suverænt dyreste mesh-sæt – og suverænt stærkeste

”Ingen over, ingen ved siden af.” Sådan en målsætning kan have ligget til grund for udviklingen af den suverænt dyreste mesh-løsning, der nogensinde er blevet ”grillet” i AODs testlaboratorium.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det første mesh-system med Wi-Fi 6E-teknologi fra Netgear sprænger alle grænser – både når det handler om pris (13.190 kroner inkl. moms, 10.552 ekskl. moms) og om ydelse.

RBKE963 består af tre enheder – en router og to satellitter – i firmaets karakteristiske Orbi-design, der er nemt at integrere i både business- og boligmiljøer. Som noget nyt kan sættet ikke alene købes i den traditionelle hvid/grå-udførelse, men også i diskret matsort.

Systemet understøtter de obligatoriske 2,4 GHz og 5 GHz frekvensbånd, og det bruger desuden det i mesh-verdenen helt nye 6 GHz-frekvensbånd. Den totale teoretiske hastighed opgives til 11 Gbps (AXE11000), og det skal række til håndtering af helt op til 200 klienter fordelt over et areal på op til 600 kvadratmeter.

Tekniske delikatesser

Det fjerde frekvensbånd er også placeret i 5 GHz-området, og det bruges til intern kommunikation mellem routeren og satellitterne.

De tre umiddelbart identiske mesh-enheder rager ikke mindre end 28 cm op i landskabet. Dette skyldes blandt andet, at der sidder 12 antenner i hvert kabinet til at føde de 16 mulige Wi-Fi-streams.

Netgear har heller ikke sparet på tilslutningerne. På routeren har WAN-porten, som skal fødes af internetudbyderens modem, en hastighed på op til 10 GbE – 10 gigabit i sekundet. Det varer nok længe, før YouSee & Co kan tilbyde det til små virksomheder og private, men sådan en fremtidssikring er rar at have.

Farvel til LAN-kabler! I vores kontor kan en Samsung Galaxy S21 Ultra 5G downloade data med helt op til 928 Mbps. Uploadhastigheden tangerer vores bredbåndsforbindelses kapacitet.

Mere nutidigt har både routeren og satellitterne en 2.5G-port til kontakt med hurtige switche og klienter, og disse porte kan også bruges til kablet backhaul – og aflastning af det ene trådløse 5 GHz-frekvensbånd. Denne del af udstyrslisten afsluttes af tre ordinære gigabit LAN-porte på hver enhed.

Det uundværlige gæstenetværk, som giver en vis beskyttelse mod hackere og nassere ved at tilbyde internetadgang uden om netværkets egne computere og klienter, får nu selskab af et dedikeret IoT-netværk.

Dette netværk kan etableres på 2,4 GHz og/eller 5 GHz-frekvensbåndet og er beregnet til det støt voksende antal ”smarte” enheder, der ikke bruger meget kapacitet, men kræver stabile opkoblinger.

Mangel på klienter

Som sædvanlig ved lancering af ny Wi-Fi-teknologi har det været svært at finde kompatible klienter – smartphones og laptops, der kan bekræfte routerfirmaernes løfter.

Til vores første Wi-Fi 6E-hardwaretest – se AOD nummer 6/2022 – brugte vi to desktops med hjemmemodificerede netværkskort. Det har også været op ad bakke med laptops, men det problem fik vi løst, da en ABook Ultimate A52-i7 stillede op til en anden test.

Vi venter, at udvalget af både netværksenheder og klienter vil vokse støt i løbet af sommeren og efteråret 2022.

Tilslutninger til fremtiden: En 10G-internetport skriger på en hurtigere forbindelse, og en 2.5G LAN-port er oplagt at bruge til kablet backhaul med satellitterne i systemet.

Selv et så avanceret mesh-sæt som RBKE963 er ganske enkelt at tilslutte og opsætte. Netgear anbefaler, at man bruger Orbi-appen, og det kræver ikke andet end nogle få skærmtryk og lidt mere tålmodighed. Det sidste, fordi opsætningsprogrammet gør meget ud af at tjekke og dobbelttjekke, at alt fungerer korrekt.

Appen rækker fint til en standardopsætning. Vil man længere ind i routeren og eksperimentere med det overvældende udvalg af muligheder, skal man bruge en browser og adressen ”orbilogin.com”. I så fald anbefaler vi, at man også downloader den tilhørende pdf-manual på 142 sider.

Adskillige gange under installationen af RBKE963 og andre Netgear-produkter bliver man gjort opmærksom på Netgear Armor (rustning), som ser ud til at være en digital schweizerkniv, der kan beskytte en hel familie/virksomhed og alle dens enheder mod virus, malware og andre fortrædeligheder.

Man får den første måned gratis, og derefter er den officielle pris op mod tusind kroner om året. Dog er der rabatter at score, og vi fik et tilbud på 68,71 US-dollar (469,90 kr.) for det første år.

Vi har ikke haft aktiveret Armor i nogen af vores Netgear-test, så vi har ingen mening om denne tjeneste.

To tekniske testrunder

Vi har gennemført to runder hastighedsmålinger på RBKE963-sættet i vores sædvanlige testmiljø. Eftersom langt de fleste klienter i dag og et stykke ind i fremtiden understøtter Wi-Fi 6 og tidligere standarder, dokumenterer vi først, hvordan det dyre system performer under disse betingelser.

Er der nogen gevinst ved at investere i så dyrt et mesh-system? Dernæst skifter vi til udelukkende at teste Wi-Fi 6E i 6 GHz-frekvensbåndet. Er der noget at hente dér?

Indledningsvis kan vi konstatere, at vores produktionscomputer i kontoret aldrig har kørt så hurtigt på en trådløs internetforbindelse. Speedtest har målt den til 9 ms, 925 Mbps download og 538 Mbps upload.

Med et kabel direkte til YouSee-modemet får den 8 ms, 950 Mbps download og 541 Mbps ud af vores 1000/500 Mbps abonnement. Det kan vist ikke gøres meget bedre.

Uden E:
Sammen med Wi-Fi 6 – uden E – og ældre klienter er RBKE963 et mesh-system, der kører aldeles glimrende, meget stabilt og ikke vildt hurtigt. Langt de fleste brugere vil dog ikke opleve flaskehalse i netværkstrafikken.

I forbindelse med vores tre klienter – en Wi-Fi 5-smartphone, en Wi-Fi 6-smartphone og en Wi-Fi 6-notebook – performer RBKE963-sættet absolut godt. Som Wi-Fi 5/6-system er det med et AOD-CPI på 6567 på niveau med det også ganske kostbare Netgear Orbi RBK752-system, vi for nylig har testet.

Når vi skifter op til vores to Wi-Fi 6E-klienter – en smartphone og en notebook – sker der ting og sager. I nærheden af en af de tre Orbi-enheder får vi imponerende hastigheder.

Vores køkken er som sædvanlig lidt drilagtigt, men ikke så meget, at ret mange vil bemærke det, og på de andre positioner er der rigelig kapacitet til, at alle medlemmer af en større opkoblet familie vil kunne surfe, spille og streame i højeste kvalitet – samtidig.

Der er ingen grund til at eksperimentere med routerens QoS (Quality of Service) til prioritering af netværkstrafikken.

Perfekt til storrumskontor

Selv om vores praktiske erfaringer med Wi-Fi 6E stadig er begrænsede, er det vores indtryk, at det forholdsvis høje 6 GHz-frekvensbånd med lav sendeeffekt kan være ret sart – let påvirkeligt af forstyrrelser.

Vi venter også, at Netgear rutinemæssigt vil frigive en stribe softwareopdateringer, efterhånden som de får feedback fra markederne.

Helt grundlæggende er det sådan med radiobølger, at de fungerer bedst, når sendere og modtagere kan se hinanden. Vi kan konstatere, at rum- og etageadskillelser ikke er Wi-Fi 6E’s livret, men kombinationen af en router og to satellitter rækker stadig fint til vores testmiljø.

Med E:
Med Wi-Fi 6E-klienterne Samsung Galaxy S21 Ultra 5G og ABook Ultimate A52-i7 kommer der turbo på download- og uploadhastighederne i AODs testmiljø. Her sættes grænsen på de bedste positioner af vores gigabit-internetforbindelse.

I business-sammenhænge virker det oplagt at tænke i Wi-Fi 6E-sammenhænge i forbindelse med storrumskontorer, hvor det kan være nemt at gøre satellitter og klienter synlige for hinanden.

Så vil alle brugere kunne nyde godt af den fordoblede båndbredde i forhold til almindelig Wi-Fi 6. Dette kræver ”bare lige” nogle investeringer i nyt netværksgrej, som igen vil være peanuts i forhold til udgifterne til nye computere og smartphones i et større trådløst miljø.

Også dyrt i drift

Hver af de tre enheder i RBKE963-sættet kommer med en solid ekstern strømforsyning med en kapacitet på 60 W. Så meget trækker enhederne ikke, men vi har målt et konstant energiforbrug i routeren på op mod 15 W og lidt mindre i satellitterne.

Hvis vi går ud fra 40 W for hele sættet, løber det årlige energiforbrug ved 24/7-drift op i 350 kWh. Gang selv med forsyningsselskabets aktuelle tarif, som i skrivende stund ligger omkring 4 kr./kWh.

Især i et privat hjem kunne det være rart med en form for energispare- eller slumrefunktion, der reducerer forbruget i perioder med begrænset eller ingen netværksaktivitet, eksempelvis når familien sover eller er på arbejde/i skole.