Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Netgear Orbi Pro SXK80: Stærkt mesh-system til fire Wi-Fi 6-netværk

Små virksomheder kan få bedre Wi-Fi-oplevelser med et nyt, professionelt mesh-system fra Netgear. AOD har gransket præstationerne fra det hidtil dyreste router/satellit-system, der har spillet med musklerne i vores testmiljø.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Firmanavnet siger egentlig det hele: Netgear betyder netværksgrej, og det er, hvad kunderne finder hos de omkring 44.000 forhandlere af produkter fra denne californiske virksomhed.

Netgears sortiment er intet mindre end enormt, så for at give lidt overblik arbejder man med produktfamilier – subbrands, som de kaldes på marketingdansk. De bedre produkter til hjemmebrug og gaming bliver udstyret med et Nighthawk-logo, mesh-systemer til større hjem hedder noget med Orbi, og de stærkeste mesh-løsninger markedsføres som Orbi Pro.

Den indbyrdes kompatibilitet mellem de forskellige produktfamilier kan nogle gange være svær at få øje på. Vi tester her SXK80, som er et Orbi Pro-system, og både på emballagen og i databladet står der udtrykkeligt, at routeren i denne Wi-Fi 6-løsning ikke understøtter og ikke kan parres med satellitter af typen Orbi Home eller Orbi Pro (Wi-Fi 5) . Rent teknisk er dette sandsynligvis fornuftigt udtænkt, men der skal nok stærke argumenter til for at skrotte et ellers velfungerende Wi-Fi 5-system i den høje ende ”blot” for at nyde godt af Wi-Fi 6-fordelene.

Forfra og bagfra. Der er ikke sparet på kabeltilslutningerne. Den gule WAN-port kan servicere et bredbåndsmodem med op til 2,5 Gbps hastighed, og to af de fire LAN-porte kan sammenkobles og håndtere 2 Gbps-trafik.

Kantet business-design

Orbi Pro SXK80 er et kit bestående af en router, som skal fødes af internetudbyderens modem, og en enkelt satellit til en samlet pris på godt 6000 kroner. Netgear tilbyder desuden pakker med flere satellitter, og en enkelt af slagsen kan også tilkøbes. Det testede sæt har meget til fælles med det ”civile” RBK852-system (testet i 10/2020), men dets kantede og ikke specielt diskrete formsprog passer i vores øjne bedre til en klinik eller et kontor end til en stue. Solide vægbeslag er også inkluderet.

SXK80 er et såkaldt Tri-Band-system. Det vil sige, at hver enhed har et enkelt 2,4 GHz-frekvensbånd og to 5 GHz-frekvensbånd med en teoretisk båndbredde på henholdsvis 1,2 Gbps og 2 x 2,4 Gbps – i alt 6 Gbps, så den hører hjemme i AX6000-klassen. Prisen taget i betragtning er det pænt uden at være prangende.

Kabeltilslutningerne har Netgear ikke sparet på. Både routeren og satellitten er udstyret med hele fem LAN-porte, heraf en hurtig 2,5 GbE-port. På routeren bliver den rar at have, når ens internetudbyder tilbyder noget stærkere end en gigabitforbindelse, og på satellitten kan vi udnytte den til vores voksende udvalg af klienter med tunede netværkskort. Og rækker det ikke, kan to af de andre gigabitporte på hver enhed sammenlægges, så man får en 2GbE-forbindelse. Dette kaldes Link Aggregation og er med til at gardere det dyre grej mod teknologisk forældelse.

Fire netværk, én boks

Det er efterhånden ved at være almindeligt at udstyre selv de mere overkommelige Wi-Fi-routere med et gæstenetværk. Sådan et er rart at have, hvis man har besøgende, som får alvorlige abstinenser, hvis de er uden internetopkobling i blot nogle minutter, og man ikke har lyst til at dele kodeordet til hele netværket med dem.

Med SXK80 er Netgear gået flere skridt videre, for her kan routeren opsplittes i hele fire netværk, som kan tildeles hver sit navn med tilhørende adgangskode og brugerrettigheder. Det kan lette overblikket over en større installation, som kan omfatte op til mere end 60 samtidige brugere og op til 256 opkoblede enheder fordelt over et areal på op til 500 kvm. 

Netgear har også udviklet en glimrende og meget omfattende smart-phone-app til (fjern)administration af et Orbi Pro SXK80-system og flere andre enheder i det professionelle sortiment.

Fra fabrikken er routerens netværk navngivet som Admin, Employee, IoT og Guest, og kun Admin er aktiveret. Admin er også det bedst beskyttede netværk, og det giver administratoren fuld frihed til at skrue på samtlige knapper i Insight-appen eller en browser. Employee kan eksempelvis opsættes til, at medarbejdere kan tilslutte deres eget, medbragte udstyr og bruge de dele af netværket, som administratoren giver dem lov til. IoT (Internet of Things) er beregnet til smarte enheder som lamper, håndterminaler, robotstøvsugere osv., der ikke kræver den store databåndbredde og måske kan være dårligt beskyttede mod hacking. På almindelige routere plejer vi at bruge gæstenetværket til den slags enheder. Endelig er der Guest, der kan tilgås via en lokal adgangskode eller Facebook, og administratoren kan fastlægge, hvor længe en gæst må bruge netværket.

Ydermere kan administratoren blandt meget andet bestemme, hvor meget af den totale båndbredde der skal afsættes til hvert af de fire virtuelle netværk. Hvis denne feature aktiveres, får administratoren og medarbejderne som standard 35 procent hver, mens de to andre brugertyper må nøjes med 15 procent hver. Denne fordeling er nem at ændre ved at trække i nogle skydere på skærmen.

Indsigt via Insight

Kompleksiteten i det testede mesh-system taget i betragtning er SXK80-sættet nogenlunde nemt at få op at køre. Men hvis man ikke orker at sætte sig ind i finesserne, bør man efter vores mening alliere sig med en ekspert – eller købe noget enklere og billigere grej.

Netgear anbefaler, at Orbi Pro SXK80 opsættes via en browser og websiden orbilogin.com. Derefter kan man skifte til den cloud-baserede app Insight, som kan bruges til at administrere dette system og andre af firmaets produkter i den høje ende – og kun er gratis det første år.

Insight-platformen er skabt til professionelle, og serviceniveauet er tilsvarende højt. Som administrator modtager man løbende beskeder om tilgængelige opdateringer, eventuelle problemer med tilmeldte produkter, advarsler om vedligeholdelse af Netgears servere og lignende nyttig information. Vi er glade for at få indsigt på denne måde, for så får vi et par færre faste punkter på to do-listen.

Hos Netgear vil de efter prøveperioden have 9,99 US-dollar pr. enhed for et årsabonnement. Det kan man mene om, hvad man vil, og vi prøver så vidt muligt at undgå abonnementer. Men især hvis en virksomhed ikke har en intern, fastansat administrator, er det peanuts – synes vi.

Gode og ens resultater

I vores sædvanlige testmiljø har SXK80-systemet leveret gode og særdeles ensartede resultater.

På alle tre etager à godt 80 kvadratmeter har vi med de to enheder opnået fuld Wi-Fi-dækning og meget stabile hastigheder helt ud i krogene.

Det betyder, at man problemfrit kan overføre data i store mængder og streame videoindhold i høj opløsning til mange samtidige brugere.