Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Netgear og Asus router: Ny router-generation med mesh-teknologi

Mesh er en teknologi, som lader flere små routere levere en bedre Wi-Fi-dækning end en enkelt stor enhed. Netgear har opdateret sit Orbi-sortiment, og Asus vil også have sin del af mesh-kagen.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Wi-Fi er for længst blevet en livsnødvendighed. De fleste forbrugeres indgang til Wi-Fi er det modem, de har fået som en del af deres bredbåndsabonnement. Dette modem giver adgang til udbyderens kabel- eller fibernet, og samtidig indeholder det en trådløs router til Wi-Fi-opkobling af husets smartphones, tablets og andre gadgets.

Helt ud i krogene

Sådan en traditionel Wi-Fi-løsning kan være udmærket i en mindre bolig i ét plan, f.eks. en lejlighed på nogle få værelser. Men hvis man har et større areal og/eller flere etager og vil have den samme sømløse opkobling, som man kan opleve i nogle lufthavne, hvor man logger på én gang for alle og kan bevæge sig frit, mens man er online, skal der andre teknikker til.

Mange har eksperimenteret med at udvide en routers dækning ved hjælp af en såkaldt extender eller relæ-sender, som placeres midt mellem routeren og det sted, hvor dækningen er dårlig. En extender kan nogle gange forbedre dækningen, men den har også flere ulemper.

Den kan være besværlig at sætte op, og den halverer den tilgængelige båndbredde. Desuden egner den sig kun til parcelhuse. I et lejlighedskompleks, hvor alle har Wi-Fi, kan en extender hjælpe en enkelt beboer, men den kan forstyrre naboerne, og så kan alle parterne starte en kædereaktion ved at investere i flere signalforstærkere.

Derfor kan det give god mening at droppe idéen om en enkelt, central router og forlænge teleselskabets modem med en mesh-løsning bestående af strategisk placerede små routere, som kan danne et selvstyrende netværk med så fine ”masker”, at Wi-Fi-dækningen kommer helt ud i krogene.

Ny Orbi-generation

Tilbage i efteråret 2016 var Netgears RBK50 Orbi-løsning denne skribents første nærkontakt med et mesh-system til privat brug. Firmaet lovede Wi-Fi-dækning af et etageareal på op til 350 kvadratmeter. Resultaterne var overbevisende.

I mellemtiden har andre netværksfirmaer lanceret deres bud på mesh-systemer, og Netgear har udviklet to mere overkommelige RBK30- og RBK40-systemer til henholdsvis 200 og 250 kvadratmeter. Alt om DATA har denne gang testet det billigste RBK30-system.

Et Orbi-system består af en Wi-Fi-router og en såkaldt satellit, som her ikke ser ud som routeren, men skal sættes direkte i en stikkontakt. Ligesom tidligere kan der tilføjes flere satellitter, og enhederne kommunikerer indbyrdes via Tri-band 802.11ac Wi-Fi, men der er skruet en anelse ned for båndbredden, som for de nye enheder opgives til 2,2 Gbps totalt fordelt på et 2,4 GHz og to 5 GHz frekvensbånd.

Det siger noget om brugervenligheden, at et Orbi-system kan blive kørende på mindre end 10 minutter. Man downloader en Orbi-app på en smartphone, starter den og følger anvisningerne på skærmen. Når man skal placere satellitten, fortæller appen, om signalet er i orden på det ønskede sted, og hvis det er tilfældet, tager installationen kun et øjeblik. Imens viser en lysende ring på den aktuelle enhed, hvordan processen skrider frem.

Appen giver kun adgang til den mest elementære information og betjening af Orbi-systemet – det en typisk bruger behøver i hverdagen. At der er tale om en fuldblods router, kan man tjekke ved at tilgå den i en webbrowser.

Så kan man kende Netgear igen, og der er blandt meget andet mulighed for at opsætte et gæstenetværk, som er en af vores foretrukne features ved enhver router. Når gæster kan komme på internettet, men er afskåret fra husets computere og servere, kan man beholde alle sine adgangskoder i lang tid. Hvad der selvfølgelig også er en uskik, men det er en anden historie.

Ny spiller på mesh-banen

Asus rangerer også blandt de helt store router-firmaer, men har ikke været en first mover, når det gælder mesh. Det råder man nu bod på med Lyra, der ligesom TP-Link Deco (testet i AOD 11/2017) består af identisk udseende enheder, som kan forveksles med diskrete røgalarmer.

Når det gælder teknologi, har Asus Lyra mere til fælles med den anden deltager i denne duel, idet vi igen taler om Tri-band 802.11ac Wi-Fi med en båndbredde på op til 2,2 Gbps. Lyra kommer som et kit med tre enheder, og det er muligt at arbejde med op til fem enheder, men der foreligger endnu intet om tilgængelighed eller pris for løse enheder.

Ligesom konkurrenten Deco fra TP-Link kommer Lyra med ekstra internetsikkerhed i form af AiProtection fra Trend Micro, og hos Asus er der ingen tidsbegrænsning på denne tjeneste. I testperioden er to ondsindede websteder blevet blokeret. Hvilke hjemmesider fortæller systemet intet om.

Asus har valgt pc-fri opsætning til Lyra-systemet, og den nødvendige app er udstyret med alle de features, som kræves til styring af en router. Det sætter vi pris på, men mindre rutinerede brugere kan måske blive lidt forvirrede.

I det mindste er det nærmest utroligt nemt at komme i gang, og under opsætningen, som tager nogle få minutter for hver enhed, illustreres processen af en bjælke med procentangivelse, så man ikke er tvivl, om der sker noget eller ej. Ved placeringen af de to satellitter får man besked om modtagekvaliteten, og gæsteadgang kan administreres fra hovedmenuen.

Asus giver forsigtige forældre en stor værktøjskasse. Under fanen ”Familiemedlemmer” kan man oprette en profil for hver person i huset og fastlægge, hvad vedkommende må tilgå. Hvis man sætter et flueben ud for ”Under 18 år”, beskyttes han/hun automatisk mod ”upassende indhold”.

Et irritationsmoment kan være, at oversiden på hver Lyra konstant lyser blåhvidt. Menuen har heldigvis et punkt til at slukke dette lys, og efter en softwareopdatering virkede funktionen.

Sådan tester vi

Denne test er udført hjemme hos overtegnede skribent, som bor i et lille hus med et bebygget areal på 80 kvm og tre etager – kælder, stue og første sal. Alle vægge er muret eller støbt i beton uden stål, og etageadskillelserne er af træ.

Testen foregår fra kontoret i kælderen, hvor routeren under test placeres ved siden af et bredbåndsmodem med deaktiveret Wi-Fi fra YouSee, som leverer en kablet internetforbindelse på 300/60 Mbps nominelt og omkring 340/70 Mbps i praksis.

I denne test har den første satellit været placeret i tv-stuen og – kun for Asus Lyra – den anden satellit på første sal. Til måling af hastigheden bruger vi appen Speedtest, som er tilgængelig på alle relevante platforme. Routernes rækkevidde bestemmer vi ved at måle hastigheden på fire forskellige positioner i huset – med tre forskellige smartphones – og notere alle resultaterne i en tabel for hver router.

De fire positioner er:

1. Kontor – ”øjenkontakt” mellem smartphone og router, ca.
1 m afstand.

2. Køkken – én etageadskillelse mellem smartphone og router, ca. 5 m afstand i luftlinje.

3. Tv-stue – én mur og én etageadskillelse mellem smartphone og router, ca. 5 m afstand i luftlinje.

4. Første sal – én mur og to etageadskillelser mellem smartphone og router, ca. 6 m afstand i luftlinje.

Denne enkle måleteknik, som enhver læser selv kan bruge i sit eget miljø, giver efter vores erfaring et realistisk indtryk af, hvordan en router performer i praksis med forskellige mobile klienter.

Testresultater

Sammenlignet med en traditionel router i AC2200-klassen giver begge mesh-løsningerne i denne test en mere ensartet dækning i et hus med tre etager. Den eneste ulempe ved mesh er, at ping-tiderne bliver lidt længere, hvad der kan gøre livet sværere for gamere.

Netgear

I Netgears nye Orbi mesh-system er routeren (forrest) designet som en vase, og den tilhørende satellit skal blot sættes i en stikkontakt. Opsætningen er lige så enkel.

Ydelse: 4/5
Rækkevidde: 5/5
Brugervenlighed: 5/5
Features:4.5/5
Pris: 4/5
Samlet: 4.5/5

Alt om DATA siger:
»Netgear Orbi RBK30 er en god
begyndelse på en effektiv mesh-løsning til et opkoblet hjem med et etage-areal på op til 200 kvm. Opsætning går let fra en mobil, mens de mere avancerede features tilgås via en browser. Designet er pænt, og de tre LAN-porte på routeren er rare at have til kablede opkoblinger.«

Nøgletal
Produktnavn: Netgear Orbi RBK30 Tri-band Wi-Fi-system
Pris: 3190 kr. (vejl.); Satellit: 1790 kr. (vejl.)
Produkttype: Tri-Band Wi-Fi-system med mesh-teknologi
Processor: 717 MHz Quad Core
Båndbredde: Op til 2,2 Gbps (866 + 866 + 400 Mbps) pr. enhed
Frekvensbånd: 2,4 GHz, 5 GHz (x 2), 802.11ac + gæstenetværk
Antenner: 4 interne
Porte (router): 1 x 1 Gbps WAN/3 x 1 Gbps LAN
Mål (B x H x D): Router: 163 x 203 x 78 mm / Satellit: 84 x 161 x 76 mm
Vægt: Router: 749 g / Satellit: 310 g
Energiforbrug (uden trafik/speedtest): Router: 6,5/9,0 W; Satellit: 5,1/7,0 W

Asus

Asus’ første mesh-system består af tre Lyra-enheder som denne diskrete konstruktion, der kan forveksles med en røgalarm. Den koldt lysende statuslampe kan slås fra i appen.


Ydelse: 4.5/5
Rækkevidde: 4.5/5
Brugervenlighed: 4.5/5
Features: 4/5
Pris: 4.5/5
Samlet: 4.5/5

Alt om DATA siger:
»Asus Lyra er et effektivt, velkonstrueret og lidt kedeligt designet med tre enheder, der kan dække lige så mange etager i et mindre hus. Det er nemt at sætte op, og erfarne brugere vil værdsætte, at alle indstillinger kan tilgås fra appen. Tryghed er også i fokus med mange muligheder for at regulere brugeradgang.«

nøgletal
Produktnavn: Asus Lyra Tri-band Wi-Fi-system
Pris: 3190 kr. (vejl.)
Produkttype: Tri-Band Wi-Fi-system med mesh-teknologi
Processor: 700 MHz Quad Core
Båndbredde: Op til 2,2 Gbps (867 + 867 + 400 Mbps) pr. enhed
Frekvensbånd: 2,4 GHz, 5 GHz (x 2), 802.11ac + gæstenetværk
Antenner: 7 interne, heraf 4 smarte
Porte: 2 x 1 Gbps WAN/LAN
Mål (B x H x D): 150 x 47 mm
Vægt: 323 g
Energiforbrug: 7,0 W/enhed