Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Netgear Nighthawk S8000 (GS808E): Mangler du LAN-porte? Køb en switch!

En switch er en af de netværks-komponenter, man normalt ikke skal bekymre sig om. Men med blot to LAN-porte på en mesh-router, løber man hurtigt tør for tilslutninger til kablede enheder.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En traditionel, trådløs router indeholder også en såkaldt switch. Det er den enhed, som regulerer datatrafikken til og fra de kablede enheder i et netværk. Med ganske få undtagelser er en routers switch udstyret med fire LAN-porte, og de rækker i de fleste hjem.

I det seneste års tid har de førende netværksfirmaer lanceret mesh-løsninger, hvor to eller tre små enheder kommer bedre ud i krogene end en traditionel router. Disse enheder kan have ned til to LAN-porte, hvad der ofte er for lidt – især i hjemmets teknikrum.

Så er løsningen en separat switch. Sådan én kan fås fra under 100 kroner, men vi har fundet det mere spændende at teste en avanceret model, som ikke alene har 8 gigabit-porte, men også kan regulere trafikken i et miljø, hvor der skal være fri båndbredde til både at streame og spille på højt niveau.

Nattehøg med potentiale

Den testede switch med modelbetegnelsen GS808E kommer fra Netgears Nighthawk-program, som henvender sig specielt til gamere og 4K-streamere. Den er lige så frækt designet som routerne i samme familie, og den kommer i et trykstøbt hus i en zinklegering, der er rar at røre ved og resulterer i en vægt på 740 gram – langt mere end markedets billige plastbokse.

De 8 LAN-porte på bagpanelet kan ikke sidde tættere, og det går fint med standard ethernet-stik. Hi-fi-nørder med en fetich for kostbare kabler og grotesk store stik må springe hver anden port over.

At komme i gang med GS808E er lige så nemt som med en helt almindelig switch. Tilslut enhederne og sæt strøm til – det er det hele. Netgear anbefaler, at man ikke forbinder switchen direkte til sit modem, men slutter den til sin eksisterende router.

På den måde sørger routeren fortsat for alle Wi-Fi-enhederne, men det kan være nødvendigt at gå ind i dens opsætning og pille ved dens prioritering af datatrafik, så den ikke begrænser switchens hastighed.

QoS

Quality of Service eller trafikprioritering er en del af avancerede routere, og nu rykker Netgear disse faciliteter over i en switch til hjemmebrug. Når man går ind i GS808E’s menusystem via en browser, kan man under ”Home” navngive hver enkelt port og under ”Prioritization” kontrollere dens maksimale båndbredde.

En smart feature er ”Cable Test” under ”Diagnostics”. Her kan man vælge et eller flere kabler og teste, om de virker. Og hvis funktionen finder en fejl, f.eks. en afbrydelse i et lederpar, får man at vide, hvor lang afstanden til fejlen er. Dette er en stor fordel i et større netværksmiljø, hvor man ikke lige kan skifte til et andet kabel og se, om dét virker.

Link Aggregation – sammenkobling af to eller flere kabler til ét logisk link – behersker switchen naturligvis også. På den måde kan fire gigabit-porte til sammen håndtere en båndbredde på hele 4 Gbps i forbindelse med en kompatibel enhed, som vi har til gode at se. Men til en NAS i den høje ende kan det være rart med to LAN-kabler.

Fuld fart frem

Denne switch virker ikke som en bremse på andre enheder i netværket. Vi får præcis de samme resultater gennem GS808E, som når en computer er forbundet direkte til routeren eller modemet. Vi har målt op til 343 Mbps download og 80 Mbps upload, og en ping-tid på ned til 6 ms er enhver gamers drøm.