Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Netbook uden dikkedarer

Ved første øjekast og brug er der ikke meget, der får én til at sætte Fujitsus nye M2010 netbook øverst på ønskesedlen. Den er lidt anonym, lidt tyk i forhold til mange konkurrenter og prisen er også i samme klasse – nemlig 3.200 kroner.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Åbner du for den, finder du en 10,1” widescreen med LED backlight og 1024 x 600 pixel opløsning samt et tastatur, der er langt fra normal størrelse – omkring 90 % af et normalt tastatur.

Under ”hjelmen” er der blot 1 GB hukommelse og 160 GB harddisk. Til gengæld har den Intel Atom N280 processor, som er i den lidt hurtigere ende. Men alt i alt er der ikke noget, der ”stikker” ud i forhold til konkurrenterne. Den mangler noget.

En X-faktor som gør, at man vil vælge den frem for andre, der har mere eller noget specielt at tilbyde.

Det har Fujitsu M2010 faktisk ikke, men alligevel vil vi anbefale, at du kigger på den, hvis du er på markedet. Den er kun det, den skal være – en lille kompakt netbook og det er jo reelt nok.

Og den gør det godt i praksis og virker som kvalitet fra inderst til yderst. Det lidt tykke kabinet føles, som om det kan tåle mange ture op og ned af tasken, og alt det en netbook kan blive udsat for.

Den virker samtidig frisk – kombinationen af N280 processoren, og det faktum, at den kun kører Windows XP betyder, at du ikke mærker, at den kun har 1 GB hukommelse. Den virker frisk både på nettet, og når du bruger for eksempel Office-pakken.

Tastaturet er for småt til, at det er rart at bruge til at skrive en knaldroman. Pegepladen er til gengæld meget præcis, og den lidt ru overflade gør, at du altid føler, du navigerer sikkert rundt.

Efter et par uger i selskab med den nye Fujitsu har vi ændret vores første indtryk til et mere positivt. Men den har ikke noget specielt at byde på andet end at være en bundreel netbook, som nok skal holde til at blive brugt hver dag.

I den sammenhæng er den bedre end mange konkurrenter med smarte gimmicks. Det eneste smarte, Fujitsu kan tilbyde, er, at du kan vælge den i hvid, sort eller en flot rød – alle med en glansfuld overflade som er glat, men heldigvis rimelig afvisende over for fedtfingre.

Men Fujitsu er oppe imod konkurrence fra for eksempel Lenovo, som koster det samme, er lige så robust, og som alt andet lige er bedre både i funktion og design. Så en lunken anbefaling er hvad det kan blive til for M2010 herfra.

Fakta:

Processor: Intel Atom N280

Grafikkort: Intel GMA 950

Hukommelse: 1 GB

Harddisk: 160 GB

Skærm: 10,1” widescreen

Opløsning: 1024 x 600 pixel

Operativsystem: Windows XP Home Edition

Vægt: 1,33 kg

Dimensioner: 25,8 x 18,9 x 3,2/3,7 cm