Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Netbook-mobilen

Når en mobilproducent laver en netbook har den naturligvis 3G-netværk. Men har Nokias Booklet 3G andet at byde på, som vi ikke har set hos konkurrenterne?.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det måtte jo komme, efterhånden som medierne smelter sammen: En computer fra en producent af mobiltelefoner. Og hvorfor ikke – de kan vel være lige så gode til det som så mange andre?

Og Nokia Booklet 3G virker da også umiddelbart interessant i forhold til mange af de modeller, den kan sammenlignes med.

Den har (og holder) en batterilevetid på 12 timer, der er indbygget Nokias OVI-tjenester, som blandt andet betyder gps-kort, så du kan bruge den som vejviser med mere.

Du kan synkronisere alt fra din mobil – kontakter, musik og så videre – og kan skifte SIM-kortet hurtigt mellem telefon og computer.

Ellers finder du masser af tilslutninger – herunder 3x USB, men også kortlæser og HDMI-udgang. Højttalerne er diskret gemt i siderne yderst og giver derved en god stereoeffekt.

Super lækker og slank

Designet på den cirka 2 centimeter slanke sag er også i orden. Den er lavet i aluminium og føles gedigen og stærk, selvom vægten blot er 1,2 kilo. Det er ok for en bærbar med en skærm på 10”.

I praksis føles den lækker, tastaturet er ikke 100 %, men den gode afstand mellem tasterne betyder, at 10-finger-tastning går som en leg. Den testede model har en blank, sort overflade, og den bliver hurtigt fedtet og grim – andre farver fås, men de vil have samme fejl.

Det er lidt ærgerligt, nu når den ellers er så lækker – fedtede fingre ser bare ikke godt ud.

Nokia Booklet er til farten, og det indbyggede 3G-modem fungerer præcist lige så godt som en løs 3G- dongle. Den sparer du, og du får da også en lækker lille strømforsyning.

Den er smart lavet, fordi du kan vikle kablet omkring den – problemet er, at netkablet til strømforsyningen ikke kan komme i, før du har viklet hele kablet ud. Det er en klar designfejl, som vil give irritation hver gang du bruger den.

Prisen gør den til de få

Den lille Nokia leveres med Windows 7 styresystem, Intel Atom 1,6 GHZ processor og sølle 1 GB hukommelse. Den føles alligevel i praksis fin og kvik til de opgaver, du vil bruge den til.

Surfe på nettet, ordne e-mails, skrive og så videre. Skærmen har en god opløsning, men mangler lidt power, når du sidder i solen. Vi efterlyser lidt større kontrast. Alt andet er ok.

Men prisen er på 6.000 kroner, og det betyder, at den er i den tunge ende. Her er der masser af konkurrenter, der gør det bedre eller lige så godt. Og til samme pris kan du få en af de bedre iPads med 3G netværk eller lignende.

Den vil nok (og kun) blive et hit hos mobilleverandørerne – de vil kunne levere den med tilskud, når du køber et abonnement på mobilt bredbånd samtidig.

DATATID MENER:

Som vi ser det, er Nokia Booklet meget vellykket, men prisen er alt for høj.