Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Google rykker stærkt på stemmestyring i øjeblikket og heldigvis får vi også glæde af det i Danmark. I efteråret fik vi de første Google Home-højttalere og nu følger Google så op med Nest Hub. En højttaler med integreret skærm.
En visuel dimension
Det lyder måske ikke så opsigtsvækkende, men faktisk tilføre den lille 7"-skærm en del nye dimensioner til oplevelsen.
Først og fremmest får du selvfølgelig visuel feedback på dine forespørgler - vejrudsigten eller ruten til arbejde læses ikke bare op, men vises på skærmen, så du kan se den i detaljer. Du vil ikke bare få besked om der kan være nogen i nærheden af dit overvågningskamera, du vil også kunne se det på skærmen, ligeså du vil kunne tjekke hvem der står foran din dør, hvis du har en smart dørklokke.
Fotoramme og kokkemester
Ved at koble den på din Google Foto-konto kan du desuden bruge den som en fotoramme, der viser højdepunkter fra dine albums. Vil du se en YouTube-video er det bare at bede den om at finde det du vil se, så du kan bruge den lille skærm som et tv.
Står du i køkkenet og vil kaste dig ud i en ret du ikke har prøvet før, så kan Nest Hub være din kokkemester. Du spørger bare højttalere, hvordan man laver retten, så finder den en række overskrifter og går den du vælger igennem på overskuelig vis med ingredienser i den ene side og trin for trin vejledning i den anden.
Styr dit smarte hjem
Der er direkte adgang til alle dine kompatible smart-enheder fra skærmen, så du kan få et overblik og styre det hele.
Det er også muligt at foretage videosamtaler fra Google Duo, og via Nest Hub kan du tale med dem derhjemme, når du er ude.
Der er indbygget bluetooth, så du kan koble Nest Hub på hovedtelefoner og lignende. En lyssensor sørger for at lys og farver i skærmen tilpasses det aktuelle lys i rummet. Er fjernsynet blændet op, vil Nest Hub automatisk blænde ned.
Google Nest Hub kan købes fra i dag til 999 kroner. Den fås på Googles webshop, samt hos Elgiganten, Power m.fl.
Vi er godt i gang med at teste Google Nest Hub. Læs testen i Alt om DATA 10.
https://www.instagram.com/p/Bx_5jT-Flq4/?utm_source=ig_web_copy_link