Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Nest Cam med batteri: Brugervenlig overvågning uden kabel

Du slipper for at trække kabel men må betale det dobbelte, hvis du vælger den batteridrevne version af Googles glimrende overvågningskamera.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Googles sortiment af sikkerhedsprodukter, som går under navnet Nest, er ligeså gennemført i deres design som de er i deres brugervenlige betjening.

Forbind dem til Google Home, så har du ikke blot mulighed for at tjekke, hvad der sker i hjemmet via mobil, tablet eller smartskærme, du kan også stemmestyre enheder med Google Assistant.

Nest Cam er det simpleste kamera i sortimentet, men det er et glimrende allround overvågningskamera i diskret design – med 130 graders synsfelt, nattilstand, ansigtsgenkendelse, samt Full HD, 30 fps videooptagelse, som gemmes automatisk, når der registreres mistænkelig aktivitet.

https://www.altomdata.dk/nest-test-intelligent-sikkerhedsvagt-dit-hjem/

Standardmodellen kræver kablet strøm, men det er ikke altid, placeringen af hjemmets kontakter lige passer med kameraets placering. Og det er sjældent ideelt at trække en lang forlængerledning for at løse problemet.

I stedet kan man nu få Nest Cam med batteri. Her skal du ikke spekulere på, om der er en stikkontakt i nærheden. Du kan placere det frit – ikke kun indendørs, men også udendørs. Med IP54 certificering er du sikker på, at kameraet tåler almindeligt dansk møgvejr.

Batteriet fordobler prisen

Der følger en magnetisk brik med, så det er nemt at hænge kameraet op og tage det ned. Batterilevetiden er op til 7 måneder, hvis det kører ved lavt blus med få hændelser om dagen. Med mere intens aktivitet kan det være ned til 1,5 måned, men det er jo rigeligt til selv lange ferieture.

Man får alle de glimrende features fra det almindelige Nest Cam, inklusive mulighed for tovejs-kommunikation, så du kan snakke med pakkebuddet, hvis du er ude, når pakken ankommer.

Ud over batteriet er de to kameraer stort set identiske, så du må blot afgøre, om den batteridrevne frihed er merprisen værd, for batterimodellen koster trods alt det dobbelte.

Pris: 1.599 kroner

Samlet vurdering: 5/6 stjerner