Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nedtælling til årets store prisuddeling: EISA har genopfundet sig selv

Nedtællingen til årets EISA-awards er i gang. Kandidater til de eftertragtede priser har nu haft mulighed for at præsentere deres produktnyheder og overbevise de erfarne jurymedlemmer.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

EISA (Expert Imaging and Sound Association), hvor AOD er eksklusivt medlem for Danmark, kan i år fejre sit 40-års jubilæum. Det kommer til at foregår i al stilfærdighed, for først Covid-19 og nu situationen i Ukraine har umuliggjort mange ting i en international organisation med 59 tech-magasiner i 30 lande.

Da verden lukkede ned i 2020, måtte organisationen aflyse den traditionelle EISA Convention i april, hvor tech-journalister kunne møde de store tech-brands og få indsigt i deres seneste produkter og teknologier. Den samme skæbne led EISA Gala Ceremony i Berlin i forbindelse med IFA-udstillingen i september.

I stedet har EISA satset på virtuelle Zoom-konferencer, og fra en lidt famlende start er disse aktiviteter blevet en kæmpe succes. Jurymedlemmerne – inklusive nærværende skribent – har fået et godt beslutningsgrundlag, og de deltagende firmaer har sparet tid og penge, ligesom alle er sluppet for rejselivets udfordringer.
Firmaerne onlinepræsentationer af deres produkter varede frem til 8. juni – se boksen her i artiklen.

Nominering og kåring

På basis af disse produktpræsentationer, som supplerer deres løbende redaktionelle aktiviteter og testarbejde, foretager de enkelte jurymedlemmer i EISA en grovsortering og nominerer et antal mulige Award-kandidater.

Rent organisatorisk foregår dette arbejde i seks såkaldte ekspertgrupper – Hi-Fi, Home Theatre Audio, Home Theatre Video, In-Car Electronics, Photo samt Mobile Devices, hvor AOD deltager i den sidste gruppe.

Derefter koges alle de nominerede produkter ned til et overskueligt felt i hver ekspertgruppe, og så er det tid til at kåre vinderne. Det sker i løbet af den forgangne juni måned, men dermed er juryens arbejde langt fra slut.

Der skal skrives begrundelser, fremskaffes fotos, kommunikeres på kryds og tværs og produceres trofæer, inden vinderne offentliggøres 15. august kl. 00.00.00 – ligesom sidste år.

På aod.dk sker offentliggørelsen på klokkeslæt, og senere kan vinderne beundres i den trykte udgave af AOD; det bliver i nummer 13.

Se nogle af produkterne der kæmper om  årets EISA Awards på næste side!

Nogle af produkterne i kampen om årets EISA Awards

Projektoren viser mødet: En typisk Zoom-skærm, her fra en præsentation af en spændende laser-projektor fra Xgimi. Lex Yang – nummer to fra højre i galleriet er ved at fortælle om Harman/Kardon-lydsystemet.
Vis præsentationer på farten: Projektor to go? Philips’ GoPix1 er mindre, men tykkere og tungere end en fed smartphone. Producenten lover et op til 75” billede i et mørkt rum med ”ægte 480p opløsning”, og prisen er ikke afskrækkende.
Ikke en dansk højttaler: Er det ikke…? Nej! Denne skulpturelle, stofbeklædte livsstilshøjttaler indgår i tyske Loewes klang-familie og er døbt mr5. Den er på 180 W (musik) og kan indgå i såvel multirum- som multikanal-systemer.
Mobiltelefon uden restriktioner: Honor var tidligere et sub-brand hos Huawei, men er nu fri for amerikanske restriktioner. Den nye model 70 kommer med en usædvanlig kamerakonstruktion og et stort batteri.
Sony flytter avanceret fototeknik over i mobil: Hvem tager de bedste billeder? En professionel fotograf vil foretrække det store og tunge Sony-kamera, men der er ikke længere en bred kvalitetskløft mellem det og den seneste Xperia 1 IV-smartphone.