Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: NAS: Slut en disk til dit netværk

Vil du have mere end blot et datalager? Så skal du have en NAS. Vi har testtjekket to spændende modeller.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

NAS står for Network Attached Storage, og bag det kryptiske navn gemmer sig ganske enkelt en harddisk, der kan tilsluttes hjemmets netværk.

I praksis er en NAS bygget ind i et chassis, som huser en, to eller flere harddiske, som du ofte selv kan installere efter behov. I chassiset gemmer sig en minicomputer med processor, netværkskort og nogle gange endda grafikkort, så du kan sætte NAS’en direkte til et tv eller en pc-skærm og for eksempel streame video fra netværksdisken.

NAS’en sluttes til hjemmets internetrouter med kabel, og du kan nu tilgå den direkte fra Windows og overføre filer via netværket. Da NAS’en er på netværk, kan den også tilgås, når du er væk hjemmefra. Så længe dit netværk er tændt, og du er på netværk, kan du komme ind i forskellige mapper.

Sikkerheden er på plads, for der følger en programpakke med de fleste produkter, så du har sikring med kryptering og kodeord uanset, om du tilgår disken fra en computer eller med en app i din smartphone.

Indholdet i en NAS kan deles op i personlige mapper, så alle i familien har deres egen mappe. Men man kan selvfølgelig også oprette en fælles mappe med for eksempel familiens billeder.

Da en NAS er en minicomputer, kan den udføre opgaver, som eksterne harddiske ikke kan. NAS’en kan for eksempel tage backup automatisk om natten eller endda lave opgaver som rendering af videoer. Så behøver du ikke låse din computer til den slags ressource-krævende opgaver.