Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Nanoleaf Lines: Dekorer boligen med lys

Lines er en gennemført og sjov løsning til at skabe nyt liv i boligens rum.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Noget lys er funktionelt, andet lys er meget mere end det. I sidste kategori er Nanoleaf Lines, som nok ikke er den mest oplagte løsning, hvis du blot ønsker at lyse rummet op. Til gengæld kan det være et spændende krydderi til indretningen, hvad enten det gælder stuen, børneværelset eller gamerrummet.

Du kan selv sammensætte dit mønster med de lange tynde skinner. Det sker ret nemt. En lille hektagonal klods med klister under forbinder dem i de vinkler, du ønsker, og i den ene kan du tilslutte ledning, så du kan koble strøm til din kreation. Så vil der strømme farvestrålende lys ud over væggen.

Du kan få lyset til at følge den musik, du spiller, eller til at sætte stemningen, når du gamer.

Nyt liv i boligen

Blandt de hektagonale klodser er en kontrolklods, som giver manuel kontrol over lyset. Du behøver derfor ikke at koble Lines på din mobil, men muligheden er der, hvis du ønsker udvidet kontrol. I Nanoleaf-appen er der rig mulighed for at vælge farver og scener samt konfigurere stemmestyring med diverse assistenter, som understøttes af Lines.

Det kræver lidt fingersnilde at opnå snorlige installation af Lines. Ikke desto mindre er det en gennemført og sjov løsning til at skabe nyt liv i boligens rum.

Samlet vurdering: 4/6 stjerner