Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Når bilen og internettet vokser sammen

Det måtte jo komme – mulighederne for at forbinde
internettet med bilen. Og at det er verdens største chipproducent, Intel, og en
af verdens største bilproducenter, japanske Toyota, der nu sætter turbo på
udviklingen, er ikke overraskende.

Af Jan Dahlmann, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den nettilsluttede bil er den tredjehurtigst voksende teknologiske produktgruppe, lige efter smartphones og tablets. Der er tale om en blanding af den rene (smarte) underholdning, hvor man for eksempel taler til computeren/apparaterne og beder dem finde radiostationer – og på den anden side tiltag, der letter selve kørslen og navigationen.

Intel og Toyota har iværksat et banebrydende forskningsprojekt, som skal udforske nye muligheder for opkobling af mobilenheder i biler. Forskningsprojektet fokuserer på udvikling af teknologier, såsom touch, håndbevægelse og stemmeteknologier og informationsstyring for bilisten.

Samarbejdet mellem Intel Corporation og Toyota Motor drejer sig om at udvikle og producere næste generations infotainment-sys-temer til biler – et projekt, som skal bane vej for nye muligheder for tilslutning af mobilenheder i biler.

Ifølge den amerikanske hjemmeside Mobile Future er den tilsluttede bil den hurtigst voksende teknologiske produktenhed, lige efter smartphones og tablet’en.

Med bilen som en forlængelse af vores digitale livsstil arbejder Intel og Toyota sammen om at indarbejde funktioner i nye elektroniske enheder, som bilister og passagerer kan bruge i bilen.

»Intel har forsket i den tilsluttede bil i årevis, og med støtte fra Toyota vil vi udvide forskningsområdet med avancerede servicer, som vil gavne bilister og passagerer på mange måder. Ved denne fælles indsats håber vi på at kunne forbedre køreoplevelsen ved at åbne muligheden for gnidningsfri forbindelse mellem mobile enheder og bilen, således at samarbejdet mellem de to bliver let og harmonisk,« siger general manager for Intels Automotive Solutions Division, Staci Palmer, i en pressemeddelelse.

Sammensmeltningen mellem bil- og informationsteknologi betyder, at siliciumløsninger til infotainment- og telematikmarkedet ventes at vokse fra 5,6 milliarder dollars i 2010 til 8,7 milliarder dollars i 2018.

Intel og Toyota stiler mod at indbygge avancerede teknologier i biler på et mere intuitivt niveau, som skal reducere bilistens distraktionsniveau. For at kunne opnå dette mål vil Intel og Toyota fokusere på at udvikle en brugervenlig interaktionsmetodik, der indebærer touch, håndbevægelse og stemmeteknologier, lige så vel som informationsstyring for bilis-ten. Intel vil desuden arbejde på at optimere disse funktioner og servicer med hjælp fra Intel Atom processor-familiens funktioner.

»Toyota stræber efter en ledende markedsposition på fremtidens mobile marked ved hjælp af indbygning af bil-, hjemme- og informationskommunikation, som det tidligere i år er annonceret, og som det stod at læse i Toyota Global Vision. Toyota vil sammen med Intel bruge informationsteknologier til at drive innovationer ind i bilen og gøre vision til virkelighed,« siger Kenichi Murata, som er project general manager i Electronics Development Division 1 hos Toyota Motor Corporation.

Intel og Toyota vil desuden udforske fremspirende opkoblingsteknologier og effektive måder, hvorpå bilen kan kobles op til hjemmet for dermed at opnå en gnidningsfri forbindelse på tværs af alle områder i brugernes liv.

Toyota Touch & Go

Toyota har allerede taget flere skridt ind på dette fremtidens marked. Eksemplerne finder man i dag i en række af Toyotas modeller.

Under betegnelserne Touch, Touch & Go og Touch & Go Plus markedsfører Toyota i dag udstyr, der sigter på at kunne tilfredsstille både de relativt simple behov som for eksempel via bluetooth at kunne overføre musikken fra mobilen til bilens stereoanlæg – og fra det niveau at bevæge sig opad i kompleksitet og forbindelse med internettet.

Toyota Touch & Go er en 6,1-tommers trykfølsom touch-screen med flere funktioner:

• Navigation
• Radio/cd
• Bluetooth til musikstreaming og håndfri telefoni (ratbetjent)
• Kørecomputer
• Bakkamera
• Sms-afsendelse/modtagelse
• Download og brug af forskellige applikationer (for eksempel Google Local Search, Glass of Water (Eco Driving), Weather, Brændstofpriser, Facebook, Find nærmeste parkering (fra 2012) og meget mere
• Visning af fotos
• Advarsel ved overskridelse af hastighedsgrænse
• Aux-in
• Usb-in

Toyota Touch & Go er udviklet i Europa med fokus på europæiske kunder og integrerer din mobiltelefon med bilens multimediesys-tem. Har man en smartphone, vil det være muligt at forbinde Toyota Touch & Go til internettet og derpå benytte de forskellige applikationer, der er installeret, som for eksempel Google Local Search, Weather, Brændstofpriser, Facebook, Find en parkeringsplads med flere.

Via Google Maps er det muligt at tilføje destinationer til multimediesystemet fra hjemmecomputeren eller på arbejdet. På den måde kan du planlægge din ferie via Google Maps med flere destinationer, inden du kører hjemmefra. Samtlige destinationer vil så være at finde på multimediesystemet.

Toyota opdaterer og tilføjer løbende flere applikationer til sit Touch-univers, og man se mere om dette på my.toyota.eu. Toyota Touch & Go er designet til at være fleksibel. Systemet kan let opdateres med de nyeste funktioner, opdaterede kort og de seneste applikationer, lige så snart de er tilgængelige.

For de avancerede

Med Toyota Touch & Go Plus er vi oppe i den avancerede afdeling – og en yderligere udvidelse af Touch & Go. Multimediesystemet Touch & Go Plus har premiere i den nye Toyota Avensis, der bliver introduceret i Danmark i januar 2012. Touch & Go Plus tilfører adskillige nye, avancerede teknologiske features i Toyotas bemærkelsesværdige touch-screen-multimediesystem.

Der er avanceret stemmegenkendelse ved både indtastning af adresse i navigationen, søgning efter og afspilning af musik samt ved søgning efter og opkald til kontakter.

Det er også muligt at få læst sms’er op samt at sende mails fra systemet, der også integrerer din kalender og har en smart ’spil mere som dette’-funktion, som gør det muligt at finde musik i samme genre, som musikken der afspilles.

Der er ydermere en udvidet satellitnavigation, der løbende analyserer trafikmønstret på vejene og gennemsnitshastighederne af tidspunkt, ugedag og måned på vejene langs den valgte rute.