Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Musikstreamere [STORTEST]: Få smart musikstreaming i dine gamle højttalere

Har du i forvejen et godt hi-fi-anlæg, kan du nemt udvide din ”pladesamling” med millioner af musiknumre. Det kræver blot, at du tilslutter en musikstreamer. Men hvilken skal du vælge? Her tester vi syv forskellige muligheder – fra 2500 til 5500 kroner.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du har måske allerede et stereoanlæg, som ikke bliver brugt ret meget – eller et surroundanlæg, du kun bruger til film på tv’et. Det er jo lidt ærgerligt, for du kan få meget store musikoplevelser med et ægte hi-fi-anlæg, som har både en kraftig forstærker og kvalitetshøjttalere.

Mange ældre stereoanlæg er af særlig høj kvalitet, fordi de bygget med gode komponenter og har voluminøse højttalere, der kan flytte mere luft end en typisk, klejn streaminghøjttaler kan. Plus, at du får lyden i stereo!

Smid ikke det gode, gamle anlæg ud. I dag kan du nemlig give anlægget et comeback ved at tilslutte en streamingenhed til det, en musikstreamer, som giver stereoanlægget direkte adgang til indholdet på alverdens musiktjenester. Du kan med et slag udvide din ”pladesamling”, så den består af millioner af musiknumre, og musikken vil igen flyde ud af de højttalere, som for år tilbage gav dig store musikoplevelser.

Det er et trylleslag, som i sandhed er magisk. Du behøver endda ikke have et komplet stereoanlæg. Har du en eller flere streaminghøjttalere, kan du i nogle tilfælde kombinere dem med det gamle anlæg.

Musikstreamer med to dele

En musikstreamer er en lidt bred betegnelse for enheder, som kan overføre musik fra streamingtjenester til et musikanlæg. Streameren består af en modtager, som kan håndtere de fleste streamingtjenester (Spotify, Tidal osv.). Modtageren kalder man også et streaminghoved. Den er som regel indbygget i musikstreameren, men i den eksklusive entusiastklasse vil den ofte være en separat enhed.

Den anden hoveddel i musikstreameren er en digital til analog-konverter, som sørger for at omforme de digitale signaler fra musiktjenesten til et analogt signal, der kan sendes ud til anlæggets højttalere.

De fleste streamere har tillige digitale udgange, så du har mulighed for at tappe signalet digitalt og konvertere det i en ekstern og bedre digitalkonverter eller i stereoanæggets forstærker. Alle surroundanlæg har en digitalkonverter, så når du tilslutter musikstreameren her, kan du i nogle tilfælde opnå endnu bedre lydkvalitet.

Du skal sikre dig inden køb, at den musikstreamer, du har et godt øje til, dækker dine krav. Har du allerede højttalere fra for eksempel Denon eller Sonos, er du nødsaget til at vælge disse fabrikaters musikstreamer, hvis du ønsker at de skal kunne spille i en multirumsløsning.

Uanset hvilken løsning du vælger, afslører testen her, at du for små 2500 kroner kan opnå endog meget fin lydkvalitet. Og ofrer du 1000 kroner mere, får du solid valuta for pengene. Så støv det gamle anlæg af, tilslut en musikstreamer, og åbn et nyt musikunivers.

Læs testene her:

https://www.altomdata.dk/yamaha-wxc-50test-her-faar-du-virkelig-valuta-for-pengene/

https://www.altomdata.dk/sonos-port-test-smart-loesning-men-kun-til-sonos/

https://www.altomdata.dk/pro-ject-streambox-s2-test-ultrakompakt-og-velspillende/

https://www.altomdata.dk/denon-dnp-800ne-test-stor-kasse-stort-display-stor-lyd/

https://www.altomdata.dk/argon-solo-test-billig-genvej-til-god-lyd/

https://www.altomdata.dk/bluesound-node-test-denne-musikstreamer-er-nydelig-designet-og-har-flot-lyd/

https://www.altomdata.dk/bower-wilkins-formation-audio-test-dyr-musikstreamer-imponerer/