Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Musikken fylder stuen

Bose er på banen med et højttalersæt til tv’et som i
bogstaveligste forstand næsten blæste testeren ned af stolen.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det sker ikke så ofte, at AOD tester højttalersæt beregnet til et tv og ikke til en computer. Men det var faktisk lige, hvad vi gjorde med CineMate GS Series II fra Bose.

Højttalersættet er et såkaldt 2.1 sæt, altså to satellitter og en subwoofer. Subwooferen er stor, og det virker som om, designerne mente, at der ingen tvivl skulle være om, at den skal give udtryk for at være effektiv. Den er stor, sort og bastant – den næsten råber "høj lyd", når man kigger på den.

I modsætning dertil er satellitterne meget små og diskrete. Ledningerne, der forbinder satellitter med subwoofer og subwoofer med fjernbetjenings modtagerenhed, er tykke men meget fleksible. Alt ved sættet siger kvalitet, og det var da også, hvad vi forventede af Bose.

Det går stærkt at tilslutte CineMate GS Series II til tv’et, og der er faktisk to muligheder for at koble lyden til, ved enten at bruge de vanlige av-kabler eller det medfølgende optiske kabel.

Vi startede med at koble sættet til vores tv via den optiske forbindelse. Men af uvisse årsager så kunne vi ikke få lyd ud af systemet, når vi brugte den kombination af optisk kabel, tv’et og vores blu-ray-afspiller.

Valgte vi "bare" at se tv, kom der fin lyd ud af CineMate, men ikke når vi spillede film fra vores blu-ray-afspiller. Underligt – for den var koblet sammen med tv’et via hdmi-stikket, så vi ved, at såvel lyd som billede var tilgængeligt i tv’et.

Vi prøvede derefter med de almindelige av-kabler, og så var problemet løst, vi fik med det samme lyd ud i CineMate-sættet. Vi er sikre på, at problemet ligger et eller andet sted i vores tv, men vi fandt aldrig løsningen. Så inden du investerer i denne løsning og ønsker at bruge den optiske forbindelse, så skal du lige være klar over, at du måske skal ind og fifle med indstillingerne på dit tv for at få lyden ud til CineMate.

Ingen indstillinger

Men uanset vores tilkoblingsproblemer så var der altså intet at klandre lyden for. Den var med det samme helt i top, hvilket var godt det samme, for, udover muligheden for at stille på niveauet af bassen, var der intet, vi kunne stille på.

Det er ikke just en situation, vi er vant til fra vores it-verden, hvor der normalt er rigtigt mange indstillingsmuligheder at pille ved.

Derfor gik vi i stedet i gang med at lytte til systemet. Vi var spændte, for det skulle leve op til et ret godt 2.1 system, der i forvejen var koblet til vores tv. Men forventningerne til CineMate var stadig høje, for Bose plejer at stå for rigtig god kvalitet på lyden.

Vi satte derfor systemet til at afspille forskellige lydkilder. Vi startede med almindelige tv-udsendelser, og her var lyden nogenlunde den samme som med vores eksisterende system.

Derefter gik vi over til at lytte til film, hvor lyden spiller en markant større rolle. Vi prøvede både at afspille dvd-film og blu-ray film, og i begge tilfælde gjaldt det, at lyden var fænomenal. Lyden fyldte rummet på en helt anden måde, end vi havde været vant til. Ja, det føltes næsten, som om lydbilledet omringede os og drog os med ind i filmen.

Det sidste, vi skal kommentere, er den medfølgende fjernbetjening, som var ret stor. Det viste sig, at vi kunne få den til at erstatte vores eksisterende fjernbetjeninger ved at indtaste en given kode, som kunne findes enten i den medfølgende dokumentation eller på nettet, - smart, siger vi bare. Så ikke alene havde vi nu god lyd, vi havde også en fjernbetjening mindre. Stor ros til CineMate GS Series II.