Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Musik i headsettet

Din mobiltelefon er muligvis også din musikafspiller, og
det kræver et sæt hovedtelefoner. Alt om DATA har lyttet nærmere på to nye
headset fra Nokia. Fælles for begge er, at de absolut ikke imponerer.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Nokias to headset, Nokia Stereo Headset WH-701 samt Nokia Bluetooth Stereo Headset BH-214, har et par fællestræk. De er begge in-ear headsets, de er begge til både tale og musik, og de er alt for dårlige.

De steder, hvor de er forskellige er, hvor de er dårlige, og måden de fungerer på. Hvor WH-701 er et ret simpelt headset, der med en ledning fra din musikafspiller forbinder en kontrolenhed med selve øredimserne, så er BH-214 et bluetooth headset, der kun har ledninger mellem øredimserne og bluetoothenheden. Der er ingen fysisk forbindelse mellem din musikafspiller og headsettet.

Der er et sted mere, hvor de to headsets adskiller sig, og det er på lydsiden. WH-701 blev sluttet til vores iPhone, og vi undrede os med det samme – lyden var underlig. Vi manglede totalt vokalen. Vi frygtede, at det var vores mobil der var defekt, så vi afprøvede dem på en anden iPhone, men resultatet var det samme. Isat i vores DAB-radio var lyden i orden, men vi kunne ikke få god lyd ud, når vi brugte dem sammen med vores iPod.

Her var resultatet anderledes med BH-214. Forbindelsen via bluetooth blev etableret problemfrit, og da de understøtter A2DP-standarden for overførsel af musik, var musikkvaliteten helt fin, også fra vores iPhone.

Den sidste ting, vi måtte konstatere, var, at om end pasformen faktisk var ret god, og de var behagelige at have på, så var der et andet problem med netop pasformen. Netop fordi de sluttede så tæt, så »larmede« de utrolig meget. Altså – støj forplantede sig fra ledningerne, når de blev rørt, resultatet var, at når ledningerne gned op ad tøjet, så brummede det i ørene på os.

Enden på visen blev, at vi måtte konstatere, at selvom der nok, rent teoretisk, var god lyd i de to headsets, så var de i praksis ikke noget, vi kunne bruge til noget.