Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Musik i ørerne gør løbeturen sjovere

Mangler du motivation til at komme i løbetøjet, eller holder du blot af musik på farten? Datatid TechLife tester her fem musikalske ledsagere, der hjælper dig til at komme i gang og holde tempoet.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Søndag formiddag byder på regn, blæst og dalende motivation. De sidste kilo skal gerne smides, inden sommerens sol kræver tætsiddende T-shirts. Det afgørende argument, foruden forfængeligheden, for at komme ud ad døren og i gang med at løbe fedtet af kunne være musik.

Musik kan også være en afgørende motivationsfaktor for at bryde den personlige rekord – eller blot holde distancen, indtil playlisten er nået til ende. Hvad enten det er hårdt pumpet dødsmetal eller progressiv house, du har i ørerne, kan rytmerne få pulsen og gejsten til at stige. Og du behøver ikke at skulle investere i en ny mp3-afspiller, da stort set alle løbeheadsets er kompatible med din smartphone. Dermed kan du have din løbe-app kørende, mens musikken spiller, så du både kan monitorere dine kropslige fremskridt og holde gejsten oppe.

Designet til løb

At finde hovedtelefoner eller headsets til løbeturen er et seriøst ”job”. Du skal ikke blot bruge sættet, der fulgte med, da du købte din mobil, for det vil med stor sandsynlighed falde ud af ørerne, når du sætter i gang.

Rigtige løbeheadsets er designet til at sidde solidt fast. Modeller til mere end et par hundrede kroner kan holde til, at du sveder eller løber i regnvejr. Men du kan til gengæld ikke forvente at få samme storslåede lydoplevelse, som du ville få, hvis du havde et par store hovedtelefoner, hvor ørekopperne dækker hele dit øre. Løbeheadsets er generelt kompakte, og derfor er der ikke megen plads til det store, detaljerede lydbillede. De lyder dog langt bedre, end det medfølgende mobilsæt, vi allerede har advaret imod.

Løber du regelmæssigt, kunne det gavne dit humør under træningen, hvis du brugte mere end 500 kroner på et trådløst headset. Vi har oplevet flere gange, at løbeturen bliver en smule frustrerende af, at ledningen fra headsettet hænger og slasker på brystkassen, når vi begynder en spurt ned ad bakken. Det oplever du sjældent med de dyrere headset-løsninger. Nogle løbeheadset er trådløse. De er generelt dyrere end headsets med signalkabel, men alt andet lige mere komfortable.

Læs testene her:

Pioneer SE-WE721-W
Sennheiser PMX 685i
Philips SHQ5200
Plantronics BackBeat Go 2
Jabra Sport Wireless+

// Løbeheadsettet skal kunne tåle sved.
// Trådløst er dyrere, men nemmere.
// Billige headset sidder som regel dårligt på øret.
// Ører er forskellige, så prøv om muligt headsettet før køb.
// Brug ikke mobilens medfølgende ørepropper – de falder ud.