Dette kompakte multisportsur fra finske Suunto kan tracke din tid, puls og højde uanset, om du løber, cykler eller svømmer. Displayvisningen designer du selv via apps
Et løbeur med gps kan man efterhånden få nogenlunde kompakt og i et design, man kan holde ud at vise frem til hverdag. Men et decideret multisportsur plejer at være lig med en stor klods, som man kun bærer sammen med en våddragt, noget løbetøj eller en cykeluniform. Det gør finske Suunto op med i det nye Ambit 2S. Det er et ultrakompakt og ret flot ur, som fås i forskelige farver.
Prisen er rimelige 2600 kroner og 3000 kroner, hvis du vil have en pulssensor med, så du kan måle, hvor mange slag i minuttet hjertet slår, når du er aktiv. Uret er tilpasset triatlon: Du starter uret, trykker på én knap, og det skifter visning til næste sportsgren, når det skal.
Bagefter kan du lægge det hele op på Suuntos hjemmeside (via USB-kabel) og se alle løbets detaljer, herunder også en højdekurve (uret har gps-baseret højdemåler). Overførselen tager dog noget tid.
Urets displayvisninger kan du i øvrigt give dit eget, personlige design med apps fra Suuntos hjemmeside, hvor du finder et kæmpe udvalg, som andre har lavet.
Plus: Avanceret, kompakt design.
Minus: Overførsel af data til hjemmeside langsom.