Af Kenneth Geisshirt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Et dansk hjem – hos en typisk Alt om DATA-læser – har en del forbrugerelektronik stående i form af tv-apparater, dvd-afspillere, spillekonsoller, computere og mobiltelefoner. Endvidere er der ofte indkøbt en større samling musik og film, og det digitale kamera har taget mange billeder.
Som udgangspunkt for infrastrukturen i dit digitale hjem, har du sikkert allerede installeret et netværk. Måske bruger du kabler i form af ethernet, måske bruger du trådløst netværk.
I dag har mange adsl-routere en lille switch indbygget, og den får du brug for. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du vil se High Definition (hd) film over hjemmenetværket, vil et 54Mbps trådløst netværk ikke være sagen.
Hd bruger godt nok kun 12-16Mpbs, men latency i et trådløst netværk kan give forsinkelser. Samtidig vil du meget sjældent få 54Mbps igennem, da båndbredden afhænger af boligens materialer. Er der flere i husstanden, som vil se hd-film samtidig, er der ikke nok båndbredde i et trådløst netværk, og det er værd at overveje kablet netværk.
Intet hjem uden server
Næste skridt i at opbygge en infrastruktur er en server. Intet hjem bør være uden en server. Det lyder nok flot, at du skal have en server, men du behøver muligvis ikke gå ud og investere i hardware.
Har du en ældre pc stående derhjemme, kan du bruge den. Men skulle skattereformen betyde, at du har lidt penge at bruge, kan du overveje at købe en lille, ikke-støjende pc med et lille strømforbrug.
En Atom-baseret maskine behøver ikke at bruge meget strøm. Til din hjemmeserver behøver du heller ikke meget ram – 1GB er rimeligt, men kommer du mere i, gør det ikke noget.
Harddisk-pladsen kan nok aldrig blive stor nok. Du kan let købe harddiske i 500GB – 1TB og sætte dem i en computer.
Det er en god idé at have mere end en harddisk i serveren og bruge en raid-konfiguration til at give dig større sikkerhed mod nedbrud. Det er surt at skulle genetablere musik-samlingen og ubærligt at miste samlingen af familie-billeder. I infoboks »Raid« kan du læse mere om, hvad raid er.
Med alle disse råd in mente kan du bruge en ældre pc med et par halvstore harddiske som hjemmeserver. Når serveren er installeret, kan du med fordel gemme den væk, så ingen ser eller hører den.
Styresystemet
Linux er et godt styresystem til servere, og din hjemmeserver er ingen undtagelse. Har du ingen præferencer, er anbefalingen Ubuntu Linux (server edition), som du kan downloade i 32bit og 64bit-udgaver. Hvis du ikke ved, om din server understøtter 64bit, kan du med sindsro vælge 32bit udgaven.
Den nuværende version af Ubuntu Linux er 9.10, men i april kommer der en ny version. Ubuntu-folkene vil frem til 2011 vedligeholde version 9.10, men til den tid, er du sikkert hoppet på en af de halvårlige opdateringer.
Minimumskravene til en Ubuntu-server er 128MB ram og 500MB harddisk, men det er en fordel at have mere ram end det. 512MB er det anbefalede minimum.
Installationen af en Ubuntu-server er ikke grafisk men foregår i text mode. Det skal du ikke lade dig skræmme af, da installationen er bygget op på samme måde som en grafisk installation med en række valg i en wizard.
Har du brug for at sætte raid op, skal du vælge Manual Partitioning under installationen. Du kan med fordel vælge at installere OpenSSH-server. Det er vigtigt at din server får en fast ip-adresse på dit netværk.
Har din adsl-router en lille switch så brug en af portene til din server. Så kan både den og din router stå tæt sammen – og gemt lidt væk fra resten af husstanden.
Efter installationen har du en minimal installation uden grafisk brugergrænseflade. Med en OpenSSH-server installeret, kan du logge ind på serveren over netværket.
Bruger du Windows på dine desktop-computere, kan du bruge PuTTY (http://www.chiark.greenend.org.uk/~sgtatham/putty/) til at logge ind på din nye server. Du kan også bruge WinSCP (http://winscp.net/) til at kopiere filer fra og til din server.
Web-administration
Er du ikke helt tryg ved at administrere en Linux-maskine fra en kommando-linje, skal du ikke fortvivle. Der findes et web-baseret administrationssystem til Ubuntu Linux ved navn eBox.
For at få adgang til det, skal du installere pakker som begynder med ebox. Som minimum skal du installere pakkerne ebox, ebox-samba og ebox-usersandgroups, da du så kan oprette brugere og administrere Samba. Der findes en del andre moduler til eBox, som du bør undersøge.
Efter installationen kan du tilgå din server ved hjælp af en webbrowser. Det er også muligt at installere server med en cd fra eBox-udviklerne. Den giver dig også en Ubuntu Linux installation, men du får samtidig en komplet eBox-installation. Du kan læse mere på http://www.ebox-platform.com/.
Dans med filer
Det er jo meget fint at have en server, men det er kun interessant, hvis du og resten af din husstand kan bruge den til noget. Den vigtigste funktion for din hjemmeserver er uden tvivl at fungere som filserver. Du skal beslutte dig for hvor på filserveren, du ønsker at have de filer, som din husholdning skal have adgang til. Det kan være i /srv/export og underfoldere som Musik og Film.
Afhængig af om du har klienter (dekstop pc’ere eller bærbare), som enten har installeret Windows eller Linux, kan du være nødt til at give adgang til din filserver på to forskellige måder.
I Linux- og Unix-verdenen er det mest almindelige at bruge NFS (Network File System), som går helt tilbage til 1984. For at installere en NFS på din server, skal du udføre kommandoen sudo apt-get install nfs-kernel-server.
Efter en genstart kan du give brugerne adgang til filerne på serveren. Det kræver, at du retter i filen /etc/exports. I infoboks »NFS« finder du et eksempel på en NFS-konfiguration, som stiller tre foldere til rådighed for alle maskiner på dit netværk. De to første er skrivebeskyttede, mens den tredje ikke er.
Har du Windows-maskiner i din husstand, er Samba løsningen. Samba er en open source implementation af CIFS (Common Internet File System), som er Microsofts filserversystem. For at installere Samba, skal du udføre kommandoen sudo apt-get install samba.
Sambas primære konfiguration finder du i /etc/samba/smb.conf. I infoboks »Samba« kan du se, hvordan du kan give adgang til musik på dit netværk.
Importér musik
Siden midten af 1990’erne har langt de fleste af os købt musik i form af cd’ere. De fylder meget på reolen, og det kræver planlægning, hvis du vil lytte til musik i bilen eller i sommerhuset. En musik-cd fylder ca. 660MB, men det er muligt at komprimere musikken med ca. 90 procent ved at bruge MP3.
Med en Linux-maskine på internettet, er det let at importere (rippe) dine cd’ere. Har din server et cd/dvd-drev, kan du bruge den – ellers må du først gøre det på en anden computer og kopiere filerne over netværket.
Kommando-linjen i Linux gør dig effektiv. Med programmet »ABCDE«, som du kan se i infoboksen af samme navn, kan du lægge en cd i drevet, køre programmet og hente på 5-10 minutter.
Den kan selv finde ud af at hente informationer om kunstneren, albummet og sangene fra internettet. Cd’en vil komme ud, og computeren er klar til næste cd.
Der findes flere programmer til mp3-komprimering, og lame er nok det bedste. Endvidere er det en stor fordel at indlejre mp3-tags i dine mp3-filer, da mange mp3-afspillere (også dem i telefoner) bruger disse tags til at vise dig hvilken sang, som afspilles. I Linux-verdenen er programmet id3v2 ganske glimrende sammen med »ABCDE«.
For at installere disse programmer, skal du udføre kommandoen sudo apt-get install abcde lame id3v2. For at importere en fil skal du blot udføre kommandoen abcde, hvis du bruger konfigurationsfilen fra »ABCDE«. Filen kan placeres som /etc/abcde.conf på din server.
Importér film
Det er en lidt sværere proces at importere film. Bruger du Windows, kan du bruge programmet DVDFab (http://www.dvdfab.com/) som frigives som trialware. Det betyder, at du kan bruge det gratis i 30 dage, hvorefter du skal betale for det.
Du kan også bruge Linux til at importere dine film, og du har flere mulige løsninger. På en kommando-linje kan du kopiere film ved hjælp af programmet Vobcopy. Programmet finder du i de fleste Linux-distributioner, og programmet kræver, at du installerer pakken libdvdread4.
Under Ubuntu Linux gør du det vha. kommandoen sudo apt-get install vobcopy libdvdread4. Men har du kopibeskyttede dvd’ere, kan det være nødvendigt at bryde den (det er tilladt ifølge Kulturministeriets hjemmeside – se http://kum.dk/sw5386.asp under afsnittet »Du må gerne«).
For at bryde kopisikringen, skal du have fat i et særligt stykke kode til det. Under Ubuntu Linux 9.04 og 9.10 skal du udføre kommandoen sudo /usr/share/doc/libdvdread4/install-css.sh, efter du har installeret libdvdread4.
Efter du har lagt en film i dvd-drevet på din computer, kan du nu kopiere den ved hjælp af kommandoen vobcopy -m og resten går af sig selv. Programmet vobcopy bruger libdvdread4, som selv finder ud af, om det er nødvendigt at bruge libdvdcss – og om dette er installeret på din computer.
Du kan dog stadig være i den situation, at din computers dvd-drev ikke har fået sat en regionskode, og du vil se en række fejl i stil med libdvdread: Error cracking css key for /VIDEO_TS/VTS_03_1.VOB.
Dette kan du rette forholdvis let ved at installere programmet regionset (sudo apt-get install regionset). Danmark er placeret i region 2, og du sætter regionskoden ved at udføre kommandoen sudo regionset og svare på spørgsmålene.
Der er bare en lille hage ved det – dit dvd-drev kan kun ændre regionskode et lille antal gange (ofte 5), så du kan ikke skifte frem og tilbage i det uendelige.
En film på 70 minutter og 2-4 lydspor/sprog tager omkring 30 minutter at kopiere på min bærbare computer.
Næste gang
I dette afsnit har du set, hvordan du med en ældre pc kan opbygge en infrastruktur til dit digitale hjem. Det er ingen hemmelighed, at vi ser en del fjernsyn og især film nu om stunder. Derfor vil du kunne læse mere om, hvordan du gør dit tv meget mere brugervenligt ved at installere XBMC på en computer og tilslutte den til tv’et.
Raid er en forkortelse af redundant array of inexpensive disks. På dansk betyder det, at du bygger et lagringssystem op af en række billige harddiske. Ved et raid-1 system har du to diske, og alle data skriver samtidig til begge harddiske.
På den måde kan du tilgå dine data, selv når den ene harddisk er gået i stykker.
Skifter du en harddisk i et raid-1 system, vil det tage nogen tid at være klar igen, da data kopieres til den nye disk. Samtid får du også kun halvdelen af kapaciteten.
Har du en ældre pc, er raid-1 nok det mest optimale. Har du plads til tre harddiske eller mere, er raid-5 bedre. Du spilder ikke nær så meget plads, idet kun hvad der svarer til en harddisks kapacitet spildes.
Har du plads til 4 harddiske på 1TB, vil en raid-5 konfiguration betyde, at du har 3TB lagerkapacitet, og du kan tillade at en af harddiskene går i stykker og skal skiftes. Linux understøtter raid i software, dvs. det kræver ikke særlig hardware.
INTERACTIVE=n
MP3ENCODERSYNTAX=lame
LAME=lame
LAMEOPTS=’--preset extreme’
OUTPUTTYPE=”mp3”
CDROMREADERSYNTAX=cdparanoia
CDPARANOIA=cdparanoia
CDPARANOIAOPTS=”--never-skip=40”
CDDISCID=cd-discid
OUTPUTDIR=”/srv/export/musik/”
OUTPUTFORMAT=’${OUTPUT}/${ARTISTFILE}-${ALBUMFILE}/${TRACKNUM}.${TRACKFILE}’
VAOUTPUTFORMAT=’${OUTPUT}/Various-${ALBUMFILE}/${TRACKNUM}.${ARTISTFILE}-${TRACKFILE}’
ONETRACKOUTPUTFORMAT=’${OUTPUT}/${ARTISTFILE}-$
{ALBUMFILE}/${ALBUMFILE}’
VAONETRACKOUTPUTFORMAT=’${OUTPUT}/Various-$
{ALBUMFILE}/${ALBUMFILE}’
mungefilename ()
{
echo “$@” | sed s,:,-,g | tr / _ | tr -d ’”?[:cntrl:]
}
MAXPROCS=2
PADTRACKS=y
EXTRAVERBOSE=n
EJECTCD=y
PLAYLISTFORMAT=’${ARTISTFILE}_-_${ALBUMFILE}.m3u’
ID3TAGV=2
ID3V2=/usr/bin/id3v2
CDROM=/dev/cdrom1
NFS
NFS/srv/export/musik *(ro)
/srv/export/film *(ro)
/srv/export/dokumenter *(rw)
Samba
[global]
workgroup = hjemme
netbios name = hjemme
security = share
[musik]
comment = Musik
path = /srv/export/musik
force user = kneth
force group = kneth
read only = no
guest ok = yes