Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: MSI Stealth 15M B1 2UE-053NEU: Slank og let gamingmaskine med solid bestykning

Der står ofte en gamingbærbar på ønskesedlen hos de unge på de sidste skoleårgange. Selvom 12.999 kroner for MSI Stealth 15M nok er mange penge for mor og far, kan investeringen give mening nogle år ud i fremtiden.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er over 10 år, siden verden så den første gaming-laptop. Men det var først midt i 2010’erne, da Nvidia udviklede gpu’er til bærbare computere, at genren slog an.

Inkarnerede gamere har altid været skeptiske over for den bærbare gamingcomputer, blandt andet fordi den ydelsesmæssigt ikke kan leve op til stationære pc’er i samme prisklasse. Men gamingbærbare stormer frem uanset det, og blandt de førende på det marked er MSI.

I dag drømmer mange unge om at få en gamingbærbar, men noget lille udlæg for forældrene er det ikke. Denne nye MSI Stealth 15M står i 12.999 kroner. Det er mange penge, men investeringen kan faktisk give mening år ud i fremtiden.

MSI 15M er ikke voldsom stor af en bærbar med 15,6”-skærm at være. Designet er ret anonymt, og tastaturet har de forskellige farver, som gamere ønsker sig. Tastaturet udmærker sig ved at være meget lækkert og med store taster. Det er samtidig et af de mest lydløse på markedet. Godt for gameren, godt for alle andre i samme rum.

Gamerbærbare er store sager, men denne MSI-maskine er lige under 2 centimeter tyk og vægten ligger på 1,8 kilo. Det er da ok.

Neden under skærmen sidder en aflang og ret stor højttaler, der kan sparke godt fra sig (i forhold til størrelsen), og gemt inde i det anonyme og fint vridningsstabile chassis befinder sig en udmærket bestykning.

Teknologisk holdbar

At kalde en computer for fremtidssikret er vovet. Men MSI’en har en 12. generations Core i7-processor kombineret med et mellemhurtigt Nvidia RTX3060-grafikkort. Så det er en ret kvik maskine med en komponentkvalitet, der holder nogle år ind i 2020’erne.

Maskinen er rigelig hurtig til almindelige pc-opgaver – også til 3D-programmer og andre tunge sager. Det er fordelen ved mange gaming-bærbare: De er ikke kun hurtige til spil, men kan også træde til, når det handler om skoleopgaver og meget andet. Og streaming af film kører fornøjelig glat.

Lyden fra denne computer er ret stor gennem de indbyggede højttalere, langt over middel i prisklassen. Men selvfølgelig kan du da give lyden et gevaldigt løft med eksterne højttalere eller et godt gamingheadset.

Læg dertil en flot, omend lidt anonym indpakning, hvor overfladen endda virker til at være modstandsdygtig overfor ridser.

Hvilke minusser er der så? Det trekernede batteri er ikke så kraftigt (hvilket medvirker til at holde vægt og tykkelse nede). Og det holder heller ikke til en hel dag. Med blandet brug – også gaming – er der cirka 6 timers batteritid, viser vores afprøvning. Så her skal du tænke dig om.

Rolig og hurtig skærm

Et andet minus er det, at skærmen er ”gaming-rigtig” med en opløsning på ”blot” 1920 x 1080 pixel. Det betyder mindre detaljerede billeder og plads til knap så mange åbne vinduer samtidig, når du bruger pc’en til de daglige opgaver.

Skærmen står til gengæld meget roligt med sin opdateringsfrekvens på forrygende 144 Hz. Dertil kommer den pænt store skærm på 15,6”, og det opvejer til dels den lidt grove opløsning.

Gamingbærbare er som nævnt ikke billige, så prisen her er om ikke populær, så i hvert fald godkendt. Det samme er hele computeren.