Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: MSI Optix MPG321UR-QD: Multifunktionel gamingskærm med superflot billede

Kombinationen af 4K, en skærmstørrelse på 32”, et hurtigt panel og et hav af tilslutninger gør det muligt at benytte denne MSI-skærm til et bredt udsnit af opgaver.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Næsten 10.000 kroner for en 32” skærm er temmelig meget. Ikke usædvanligt, men dog i den høje ende. Også når den som denne MSI Optix MPG321UR-QD har 4K-opløsning. Men læg dertil, at panelet har en opdateringsfrekvens på 144 Hz og hurtig responstid, hvilket får gameren til at juble. MSI er gamingekspert, så det kan ikke undre.

Det samlede billede er, at her har du en skærm, som faktisk kan det hele på et ret højt niveau. Den hjælper dig, når du passer dit arbejde eller studie, og den glæder dig, når du får lov til at slappe af med nogle heftige actionspil.

Gode menuer

Tager vi de praktiske opgaver først – surf på nettet, skrivning i Word, beregninger i Excel og den slags – så er det faktisk en lidt for høj opløsning.

Men panelet er så godt skruet sammen, at billedet også står flot i lavere opløsning, for eksempel 2560 x 1440, som er en god opløsning til dagligdagens arbejde foran en skærm.

Hvis du så vender tilbage til 4K og indstiller skemaer i menuerne bagpå til professionel brug, så har du en skærm, som reelt kan bruges til billedbehandling. Det sker måske ikke på fuldt professionelt fotografniveau, men næsten. Den kræsne fotoentusiast vil ikke blive skuffet.

Skærmen har et eksemplarisk menusystem, der styres med en joystick bagpå kabinettet. Her kan du justere farver, kontrast og alle andre væsentlige forhold. Det fungerer fremragende.

Der er masser af dynamik i billedet, selv når der skrues ned for lysstyrken. Det er ellers der, de fleste skærme fejler.

Du får ikke et glansbillede, men en tæt på korrekt gengivelse, hvor detaljerne ikke pensles ud. Detaljerne er der, men de står homogent i billedet – og kommer helt frem, når du zoomer.

Sætter du skærmen i gaming-mode – og måske i 1920 x 1080 pixel – som mange spil præsenterer sig bedst i, får du heller ikke glansbilleder. Gå til skærmmenuen, hvis du vil have et lidt andet billede, og finjustér til det, som du foretrækker.

I vores tilfælde er billedet endog meget roligt. Selv da vi benyttede et grafikkort, der ikke kunne udnytte skærmens potentiale til fulde, opnåede vi et roligt billede hver gang. Der er ingen tvivl om, at MSI-panelet er af meget høj kaliber.

Skærmen har en meget stor og tung fod, og det er let at justere skærmhøjden (skærmen kan ikke vippes på højkant). Skærmen er ret tyk i forhold til gennemsnittet, og bagfra er den bestemt ikke det kønneste, vi har set. Men det er småting, vi kan tilgive. For du finder masser af tilslutninger på bagsiden sammen med den velfungerende menustyring.

Så drømmer du om en gamingskærm, som også klarer alle dine andre opgaver, kan prisen accepteres. Har du kun et af de tre behov, kan du få økonomisk set mere fornuftige løsninger.


MSI Optix MPG321UR-QD

Pris og fakta
Pris: 9500 kr.
Størrelse: 32"
Opløsning: 3840 x 2160 px
Opdateringshastighed: 144 Hz
Paneltype: IPS
Lysstyrke: 400 cd/m2
Mål (med fod): 72,7 x 48,2 x 25,18 cm
Vægt (med fod): 10,1 kg

Samlet vurdering
Kvalitetsindtryk: 5
Brugervenlighed: 6
Funktioner: 6
Ydelse: 6
Pris: 2
Samlet vurdering: 5

Testholdet mener:
”Én skærm til det hele. Det lyder som en drøm, men denne MSI klarer det faktisk ret godt. Den er fremragende til spil, og – om end ikke perfekt – blandt de bedste til de dagligdags opgaver. Det er ret godt gået, men forventes også med den ”voksne” prissætning.”