Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: MSI MD271QP: Prisstærk skærm med flot billede og nydeligt design

At denne skærm koster langt under tre tusind kroner gætter man ikke, før man ser prislappen. Kvalitet og design hører til i en højere klasse.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En god skærm til hjemmekontoret har været højt på ønskelisten hos mange det seneste halvandet års tid, hvor hjemmearbejde har præget vores dagligdag.

Skal den være af fornuftig størrelse og ordentlig kvalitet kommer man dog hurtigt op og betale 3-4000 kroner.

MD271QP koster ikke nær så meget. Derfor var overraskelsen så meget større, da vi fik sluttet den til vores bærbare computer og kunne konstatere, at der er tale om en kvalitet af særdeles høj klasse.

Imponerende billede

Med opløsning på 2560 x 1440 pixels er der den skarphed der skal til at for alt står klart og uden pixelering på de 27" tommer, der er til rådighed. Farvegengivelsen er imponerende god. Der er flot kontrol over nuancerne, og det er faktisk en skærm vi ikke ville tøve med at bruge til kritisk billedarbejde.

Det er ikke en gamerskærm, så hastigheden er ikke i top, men med 75 Hz opdatering og 7 ms responstid er den alligevel hurtigere end de fleste kontorskærme og leverer et smidigt billede uden nævneværdig sløring. Lysstyrken er også fin og med anti-glare-belægning undgår man genskin, hvis lyset står lige ind på den. Der er også flicker free teknologi og reduktion af blåt lys, så skærmen er skånsom mod øjnene, selv over længere tid.

Tilslutninger til husbehov

Tilslutningsmulighederne er for så vidt ganske fine. Der er HDMI, DisplayPort og USB -C, dog ikke af nyeste generation. Til kontorarbejde gør det ikke alverden. Vi havde dog gerne set mulighed for at oplade en bærbar computer via USB-C, en feature, der er ved at være standard for skærme af denne klasse, men det er der ikke her.

Udgang til hovedtelefoner er der til gengæld, og endda også stereohøjttalere, men her taler vi om to 1W-højttalere, som altså ikke dur til meget mere end et videomøde i ny og næ.

Stilfuld og fleksibel

Den er skabt i plast, men ikke desto mindre nydelig i sit stilrene sorte look, stort set uden ramme om det brede 16:9-billede.

Der er rig mulighed for at dreje, tippe og hæve den. Den kan tilmed roteres 90 grader, så du kan bruge den i højformat.

Betjeningen sker i bunden og er præcis ligeså findret som de fleste andre skærme. Der findes dog en app, som kan hentes til pc, som gør det muligt at justere en del af skærmens indstillinger.

MSI MD271QP leverer hvad langt de fleste har behov for til kontorarbejde og gør det langt mere overbevisende end man kan tillade sig at forvente til den relativt beskedne pris på 2.610 kroner.

Pris: 2.610 kroner