Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: MSI GK-701

Med en pris på 990 kroner hører dette mekaniske gaming USB-tastatur fra MSI ikke til de allerdyreste gamingtastaturer, omend man må sige, at man kan finde en del glimrende gamingtastaturer til samme penge og sågar en del billigere.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

MSI GK-701, der er et mekanisk tastatur baseret på Cherry’s MX Brown switches, gør det godt på mange områder, men små detaljer samt en lidt højt fastsat pris, gør det ikke til tastaturet, man simpelthen må eje. Tastaturet har mange gode facetter, det har således en solid konstruktion med gummifødder, der sikrer en urokkelig position selv, når der gåes til den. Det ændres heller ikke, hvis man trækker støttebenene bagtil ud for at opnå større hældning på tastaturet.

Tasterne sidder som de skal, det er som udgangspunkt let at game samt at skrive på dette tastatur. Der er bare det aber dabei, at forkanten på tastaturet under alle omstændigheder rager ret højt op over det bord, man sidder ved. Det gør det hurtigt trættende for håndleddene at benytte tastaturet, det er ellers forberedt til håndledsstøtte, men en sådan følger desværre ikke med til prisen.

Tastaturets MX Brown-taster er taktile, det vil sige, at man kan mærke, hvornår tasten aktiveres under tastningen. Tasterne har en total vandring på 4 mm, aktiveringspunktet er ved 2 mm, og der kræves en aktiveringsstyrke på 45 gram for at aktivere tastaturet. Der skal således ikke ret meget til at aktivere tasterne, hvilket er fint, hvad angår tastaturets hastighed, så ligger den på linje med de fleste gamingtastaturer. Tastaturet er ret basalt udstyret af et gamingtastatur. Man kan ganske vist deaktivere Windows-tasten, som man skal kunne, og der er også indbygget medietaster.

Der er dog slet ingen programmérbare taster, og der medfølger ingen software, alt klares via Windows-drivere. Tasterne er baggrundsbelyste, enten WASD-gruppen, alle tasterne eller ingen af tasterne. Farven er rød, der er ikke andre farver at vælge mellem, men man kan variere lysstyrken og vælge en pulserende effekt. GK-701 er i sit grundudtryk et rigtigt godt gamingtastatur, hvis man kan undvære programmérbare taster. Men den manglende håndledsstøtte og den høje pris sammenlignet med alternative tastaturer trækker nedaf.