Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: MSI DP21: Fleksibel og driftssikker mini-PC

Den kompakte form-faktor gør det muligt at gemme computeren bag skærmen. Men kræfterne er ikke store.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En arbejdscomputer har typisk et lille antal ret specifikke opgaver, den skal klare, og dem skal den klare så effektivt som muligt. Med DP21 får man en kompakt kasse med kræfter og forbindelser til det meste.

Med et volumen på blot 2,3 liter er pc'en ikke større, end den kan stå på skrivebordet eller alternativt gemmes bag skærmen. Der er mulighed for at hægte den fast på bagsiden af skærmen med VESA-beslag. På den måde får man en slags alt i en'er med det hele samlet i ét.

Udvalget af tilslutninger vil dække de flestes behov, omend manglen på både DisplayPort og USB-C medfører begrænsninger. På trådløse forbindelser er MSI'en godt med i kraft af Bluetooth 5 og Wi-Fi 6.

Effektivt arbejdsflow

Med en 11. generation Core i5-processor, 8 GB ram og 256 GB ssd er det ikke en maskine til de tungeste opgaver, men den klarer almindeligt kontorarbejde uden slinger i valsen.

Det er muligt at konfigurere den med op til Core i7, 64 GB ram og mere lagerplads, både i form af M.2-ssd'er og SATA-drev. Den kan køre med et af hver slags. Uden mulighed for dedikeret grafikkort bliver det dog ikke en maskine til videoredigering eller rendering.

For at udnytte computerens resourcer optimalt og for at give brugeren et nemmere arbejdsflow med de programmer og de data, der anvendes i det daglige, får man adgang til programmet MSI Center.

Her kan man indstille prioriteter for sine programmer, så computerens resourcer udnyttes der, hvor man har mest gavn af dem.

Eller man kan lade programmet foretage prioriteterne for sig – baseret på kunstig intelligens, som ud fra en analyse af dine brugsvaner finder ud af, hvordan kræfterne skal fordeles.

Programmet gør det også overskueligt at finde rundt i billeder, video og andet indhold ved hjælp af smarte søgefunktioner med kriterier som type, størrelser, farver og andre parametre.

På den måde formår MSI DP21 at klemme det yderste ud af de trods alt begrænsede resourcer i den lille kontor-pc.