Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

MSI Adora 24

Beundringsværdig, adorable, er denne computer fra MSI, en ganske elegant
og tynd sag. Det er også den deltager, der med en 23,6" touchskærm
marginalt har det største skærmareal.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Skærmen kan takket være den indbyggede støttefod vippes forholdsvis langt bagover. Computerskærmen er tydelig, flot og lysstærk, og touch fungerer fint. Skærmen er dog ikke den hurtigste. Kontrastniveauerne er ret gode. Hvis man tipper skærmen så langt bagover, som det er muligt, kan man også på denne skærm se en tendens til, at farverne forandres.

Til gengæld kan computeren vægmonteres. Samlingskvaliteten er fin uden at nå de bedste her i testen. Men der er nok ikke mange, der vil klage over fire USB 3.0-porte, to USB 2.0-porte, HDMI, kortlæser, DVB-T tv-tuner og en ret stor fjernbetjening. Der følger dog hverken mus eller tastatur med.

Fordi computeren kun er 21 mm tyk, kan det ikke undgås, at blæserne kører det meste af tiden. Den er således ikke støjfri, men den støjer nu ikke alverden, når den ikke belastes. Ydelsesmæssigt er der tale om blandede bolcher. Den monterede Intel Core i5-4200M dual core-processor er isoleret set i den bedre halvdel, men den 1 TB store harddisk hører ikke til blandt de hurtigste i dag.

Det er en computer, der har overskud til det meste. Der er ikke noget dedikeret grafikkort, men det indbyggede Intel HD Graphics 4600 klarer sig meget godt i striden.

Det indbyggede DVB-T tv-tunerkort er selvfølgelig en fin ting. Spørgsmålet er bare, hvor mange der vil kunne drage nytte af det i dag.
Adora 24 er samlet set en fin alt i en-computer, der har en gennemgående god ydelse. Den har godt med features, og skærmen ser godt ud. Den er dog svagest i testen, når vi tjekker Wi-Fi-hastigheden.