Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Motorola Moto G5: Budget-mobil overbeviser

Med Moto G-mobilerne har Motorola leveret en serie af smartphones, der virkelig giver valuta for pengene. Femte generation, Moto G5, skuffer ikke.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Producenterne fortsætter i fin stil med Moto G5, der går et nøk op, når det gælder designet. Den nye mobil er skabt med en aftagelig bagside i aluminium, som giver den et stilrent og simpelt look, hvor kun powerknap, volumenkontrol og USB-port forstyrrer de rene linjer.

USB-porten er af den gamle type og ikke USB C, men det er til at leve med. Der er fingeraftrykslæser under skærmen, men desværre er hjemknappen ikke integreret heri. Den sidder som en virtuel knap i skærmen. Billedet står ganske flot på den 5” store full HD-skærm, med god varme i farverne, høj lysstyrke og fine betragtningsvinkler. G5 er bestemt ikke nogen fartdjævel. Ydelsen er på linje med en fire år gammel topmobil, men G5 klarer det basale uden problemer. Batterilevetiden er udmærket.

[irp]

Mobilen klarer fint en dag, før den skal i opladeren. Men den lader ikke hurtigt. Det tager over to timer, før den er helt fyldt op. Kameraet skyder 13 MP stillbilleder og full HD-video med ganske fine resultater. I hvert fald ved dagslys. Når lyset bliver mere sparsomt, opstår der hurtigt støj. Mobilen kommer med det nye Android 7.0 og tilsat Motorolas farverige software, som giver en simpel og behagelig brugeroplevelse. Samlet er det en ret uimodståelig pakke Motorola leverer. Søger man en veldesignet budgetmobil, der klarer alt det basale uden problemer, så er der næppe et bedre bud end G5.