Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Motorola Edge+: Buet comeback-mobil overbeviser ikke

En mobil for den, der er vild med buede skærme. For os andre, er der ikke helt nok at komme efter i Motorolas første rigtige topmobil i flere år.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De senere år har Motorola udelukkende sendt mobiler i den billigere ende på markedet.

Med Edge+ er producenten tilbage i toppen. Her er tale om en fuldblods flagskibsmobil.

Det er en rigtig pæn mobil, først og fremmest på grund af den stilfulde glasbagside, hvor blå og sort flyder flot sammen.

Kurvede kanter

Konstruktionen er imidlertid ikke optimal.

De buede skærmkanter ender brat i en kant, der stikker ud under skærmen. Måske for at undgå fejltryk, men det er altså ikke en elegant løsning.

Er du glad for buede skærme, får du fuld valuta for pengene. Vi har aldrig set en skærm, der buer så meget. Med et navn som Edge+, burde det nu heller ikke komme som en overraskelse.

Vi er ikke de største tilhængere af kurverne, men man må give Motorola, at de har gjort en indsats for at få noget ud af dem. De lyser op, når der kommer beskeder, notifikationer m.m., de fungerer som scrollbars, når du navigerer i apps og hjemmesider, og de giver genveje til menuer og nyttige funktioner, når du trækker i siderne.

Gamere kan bruge skærmsiderne som virtuelle kontrolknapper, så mobilen agerer som en håndholdt konsol. Det fungerer fint. Edge+ henvender sig i ærlig grad til gamerne.

Den store OLED-skærm med 90 Hz opdateringsfrekvens og de indbyggede stereohøjttalere, der ikke bare leverer flot surround, men også en lydstyrke, vi aldrig har hørt mage til i en smartphone før, giver grundlag for heftige gamingoplevelser. Til film giver det brede 21:9-format desuden en fordel.

Sløv opladning

Der er heldigvis rigelig med power til at drive den slags indhold. Motorola udråber selv Edge+ til verdens hurtigste mobil, men den påstand beror på 5G-præstationer, og dem kunne vi på tidspunktet for testen ikke måle på.

På almindelig grafik- og processorydelse må vi konstatere, at den præsterer præcis som de mange andre topmobiler, som bruger samme processor. Og det skal man absolut ikke klage over.

Batteriet er stort. Det rummer 5000 mAh og klarer lidt over en dag på en opladning. Desværre er Edge+ en sløv bandit, når det gælder opladning. Den sluger højst 18 W. Det betyder, at du må vente cirka 2,5 timer på en fuld opladning. Trådløs opladning kan ske ved 15 W, hvilket heller ikke er imponerende.

Middelmådigt kamera

Edge+ har et 108 MP kamera. Her kan du skyde højopløste billeder, som du efterfølgende kan klippe ud i små bidder med god skarphed. Men mobilen gør ikke funktionaliteten så ligetil at anvende som eksempelvis Samsungs mobiler.

Der er imidlertid nogle ganske fine funktioner i det tredobbelte kamera. Du får 3x optisk zoom, og der er et ultravidvinkelkamera, der ligeledes er i stand til at skyde makrobilleder – faktisk de bedste makrobilleder, vi har set i en smartphone. Kameraet stiller skarpt, selv når du går helt tæt på en genstand.

Men grundlæggende er billedkvaliteten ikke imponerende. Stabiliseringen er ikke super effektiv, så risikoen for slørede billeder er stor. Og den bliver absolut ikke mindre, når omgivelserne bliver mørkere. Det er ikke helt tilfredsstillende for en topmobil.

Som en topmobil til 7.999 kroner, overbeviser Motorola Edge+ os således ikke om sin berettigelsen. Prisen er dog netop faldet med tusind kroner, og så begynder tingene at hænge lidt bedre sammen.