Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Monster pc sprænger rammerne

Alt
om DATA fik mulighed for lige at testkøre Zitechs specielbyggede
Unobtainium Mark I, der var hurtig nok til at forvirre vores benchmarks.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den er tung, og den har kølerfaner på såvel overside som bagside, der uden problemer kunne drive et lille privatfly. Den er sort, og der er ikke gjort det store ud af det udvendige design. Men det er fuldkommen lige meget, for det er det indvendige, der tæller i Zitechs Unobtainium Mark I, en ultra-hardcore-gamer computer.

Det er ikke en normal hyldevare for Zitech. Den er bygget på bestilling til en kunde, der virkelig holder af at spille, men som ikke gider være begrænset af grafikkortets mangler og ikke vil spekulere på, om der er fps nok i Crysis, eller om den skulle blive for varm under drift. Der er taget højde for det hele, og lidt til.

Således sidder der to styk Hitachi Deskstar 7K1000 som SATA-harddiske samt to Western Digital 10.000rpm 150GB Raptor diske i RAID 0 konfiguration, for på denne måde at sikre såvel data som ydelse af lagringssystemet i monstret.

Naturligvis sidder der også to WinFast GeForce PC9800GTX med hver 512MB hukomelse i SLI-konfiguration, og en cpu-køler af mærket Scythe 775S for at sikre de bedste omgivelser for hjertet – en Intel Core 2 Quad QX9650 3GHz processor.

Bedre end bedst

Specifikationslisten var overvældende og imponerende, og sluttede ikke med ovenstående – du kan se hele listen i nedenstående specifikationsboks. Prisen var nu også imponerende, lidt over 34.000 gode danske kroner kommer dette monster til at stå ejeren i, hvilket dog både dækker materialer, samling og burn-In test.

Efter et par minutters andægtig tavshed, hvor vi bare stod og beundrede den store sorte kasse, satte vi strøm til den – to gange faktisk. Der er nemlig to strømforsyninger i Unobtainium.

Vi var nu meget spændte. For med to blæsere i toppen og en stor blæser bagpå, forventede vi et ret højt støjniveau. Men vi måtte konstatere, at den faktisk var mere stille end vores almindelige computer, hvilket både var fedt, men også lidt nedslående. For det betød at vores almindelige computer faktisk var ret dårlig.

Fingeren havde dårligt nået at slippe tænd-knappen, før computeren var startet op, og Windows Vista var klar til brug. Vi installerede nu vores testprogrammer og fyrede først op under 3DMark og derefter PCVantage.

Nu blev det spændende. 3DMark var færdig på rekord tid, og hvor vi normalt så tal, der lå omkring 13000 3DMark, så præsterede dette monster ikke mindre end 16055. Vi kørte testen igen, og denne gang kom programmet ud og fortalte os helt lakonisk, at den ikke kunne måle systemet.

Vi forsøgte en tredje gang, og denne gang fik vi igen et tal, nemlig 17500 3DMark. Vi måtte konstatere, at Unobtainium er hurtig, måske så hurtig at vores bench-mark havde svært ved at følge med.

Vi forsøgte også at køre PCVantage, men dette program kunne vi ikke afvikle. Hvorfor fandt vi aldrig ud af, men måtte konstatere, at efter programmet havde kørt et stykke tid, holdt det om med at reagere. Vi har tidligere oplevet det med PCVantage, og vil ikke lægge maskinen noget til last her. Vi afviklede Crysis på computeren, og med standardindstillingerne opnåede vi konstant en fps langt over 100. Selv når vi skruede maksimalt op for indstillingerne, kunne vi ikke få fps’en ned under 60. Imponerende.