Af Knud Søndergaard, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Kabelklipper – direkte oversat fra det amerikanske udtryk cable cutter – står i dag ikke blot for elektrikerværktøj, men også for folk, som af forskellige grunde dropper deres kabelforbundne telefoner og medieabonne-menter.
Hvad skal man i 2018 med en fastnettelefon eller en stor tv-pakke, når en smartphone kan så meget mere, og man nemt kan streame tv-indhold, når og hvor det passer én?
Masser af data
For en telegigant som TDC, der mister tele- og tv-kunder i et ubehageligt tempo, er det i det mindste et lyspunkt, at deres kunders dataforbrug vokser eksplosivt – og ser ud til at ville fortsætte den vej i en overskuelig fremtid.
Derfor investerer TDC og andre store udbydere megasummer i bedre bredbånd. I mange tæt bebyggede områder kan man nu tilbyde kablet bredbånd med gigabit-kapacitet, og der bliver også løbende skruet op for de mobile dataforbindelser.
Aktuelt arbejder Energistyrelsen med en såkaldt frekvensauktion, hvor operatører kan byde på tilladelser i frekvensbåndene 700 MHz, 900 MHz og 2,3 GHz. Ud over penge skal kandidaterne også garantere downloadhastigheder på minimum 30 Mbps eller 50 Mbps i selv meget tyndt befolkede områder.
Og det er kun begyndelsen. 100 Mbps og 300 Mbps er allerede inden for rækkevidde, og kapløbet slutter ikke her. Huawei Mate 10 Pro-smartphonen, som blev lanceret i efteråret 2017, understøtter LTE Kategori 18, der tillader hastigheder helt op til 1,2 Gbps. Bevares, der mangler lige lidt infrastruktur, men trenden er god nok – og til at få øje på.
Vi danskere kan altså se frem til mobildækning i global mesterklasse. Det kan betyde, at teleselskaberne nogle steder vil flytte fokus fra kabler til sendemaster, fordi det er billigere at dække eksempelvis et landbrugsområde fra en central mast end at trække kilometervis af kabel ud til fritliggende ejendomme.
Mobildækningen er mange steder i Danmark ved at være så god, at man kan klippe teleselskabets internetkabel og erstatte modemet med et hotspot.Nyt ord: MiFi
Enhver smartphone har en funktionalitet, der gør, at den kan fungere som mobilrouter eller hotspot. Denne feature kaldes typisk ”Hotspot og internetdeling”. Som udgangspunkt fungerer den via et USB-kabel eller Bluetooth, men mange, mere avancerede smartphones kommer med et bærbart hotspot på bundkortet. Vores Xperia XZ1 Compact og Huawei P10 rapporterer begge, at de tilbyder HTC Portable Hotspot 3B2C.
En smartphone er fin, hvis man er alene på et sted uden Wi-Fi og lige har brug for en midlertidig internetforbindelse til sin bærbare. Ellers foretrækker vi en selvstændig enhed som en mobilrouter, der kan servicere en hel familie af bredbåndshungrende mennesker.
Mobilmastodonten Novatel har registreret ordet ”MiFi” som varemærke for sine mobile routerprodukter. ”MiFi” kan – lidt ulogisk – oversættes ved ”Mobile Wi-Fi”, og vi kan mærke, at udtrykket så småt er på vej ind i sproget.
Og hvis man undrer sig over, at produktet ikke kom til at hedde ”MoFi”, kan en forklaring være, at det amerikanske pladeselskab Mobile Fidelity i mange år har brugt forkortelsen – og uden tvivl forsynet den med en advokatsikker beskyttelse, som man har for vane på de kanter.
Bliver ”MiFi” det nye ord for mobilrouter eller hotspot? Novatel tror det, men udtrykket har foreløbig primært vundet indpas i den engelsktalende del af verden.
Signalement af et hotspot
Denne stortest handler om mobilroutere eller hotspots i de klasser, der typisk anskaffes af private forbrugere. Ligesom smartphones kan disse hotspots købes som selvstændige enheder i it-butikker, men teleselskaberne ”bundler” også populære enheder med abonnementer, hvad der ikke ligefrem letter prissammenligninger.
Igen ligesom med smartphones hører der et SIM-kort til et mobildata-abonnement. Når kortet er sat i et hotspot, skal man blot tænde for enheden og vente nogle sekunder, før man kan parre sine Wi-Fi-enheder med mobilrouteren og begynde at surfe på nettet.
Det lyder enkelt, og det er det. Sammenlignet med opsætningen af en stationær router eller en smartphone, er et hotspot nærmest ufatteligt idiotsikkert.
Et hotspot kan bruges, hvor som helst der er mobildækning.
Det vil sige i det meste af verden samt ikke mindst i både private og offentlige transportmidler. Det er gået op for mange af DSB’s hårdtprøvede pendlere, at de kan være bedre tjent med et medbragt hotspot end de ofte miserable Wi-Fi-faciliteter i tog og busser.
Hotellers og konferencecentres Wi-Fi skal heller ikke være mange år gammelt, før det føles totalt antikveret. Hvis der oven i købet skal betales for brugen, er det endnu en grund til at have sit eget hotspot.
Det kan være en udfordring for selv en ærkeengels tålmodighed at skulle dele alt for lidt båndbredde med alt for mange andre. Så er det svært at komme på, og når det endelig lykkes, snegler statusbjælken sig hen over skærmen – indtil man uden varsel bliver hægtet af igen.
Denne planche viser de vigtigste argumenter for at vælge et M1-hotspot. Gigabit-mobilnet og samtidig brug af 2,4 GHz og 5 GHz frekvensbåndene vejer tungt i vores optik.Strøm og antenne
Det typiske hotspot er noget mindre og tykkere end en smartphone. Det sidste skyldes, at et hotspot normalt udstyres med et ret kraftigt, udskifteligt batteri, som kan holde enheden kørende en hel dag.
SIM-læseren er typisk kompatibel med de forholdsvis store kort i micro-format, som er mere handy end nano-kortene til smartphones. Desuden er det almindeligt med en microSD-kortlæser til deling af indhold med hotspottets brugere.
Det er begrænset, hvor store og kraftige antenner der kan gemmes i et hotspot på størrelse med et kassettebånd. Derfor kan det være en fordel med tilslutninger for eksterne antenner, når et hotspot skal bruges i en mere permanent installation, f.eks. i et sommerhus, en båd eller en autocamper.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at en ekstern antenne ikke må være udstyret med en såkaldt signalforstærker. De danske telemyndigheder forbyder den slags løsninger, fordi de kan interferere med opsætningen af operatørernes antennemaster og ødelægge forholdene for andre husstande i nærheden.
3G, 4G og LTE
I it-verdenen har vi altid været glade for at tale om generationer, men når det gælder mobildata, er der reelt ikke meget at tale om. Tredje generation (3G) er det laveste niveau i dag, og 4G er selvfølgelig nyere og hurtigere – når det er tilgængeligt, for et dækningskort over Danmark er stadig fyldt med lyse pletter, hvor der kun tilbydes 3G.
4G kaldes også LTE (Long Term Evolution), og begge udtryk bruges ofte sammen, så ingen kan være i tvivl. Som nævnt ovenfor, gør den mest avancerede LTE-standard det muligt at opnå download-hastigheder over 1 Gbps – engang. 5G har vi endnu til gode, men udrulningen af et endnu hurtigere og mere finmasket mobilnetværk begynder måske så småt senere i 2018.
Langt de fleste hotspots i handelen understøtter 4G ved op til 150 Mbps eller 300 Mbps. Enkelte, meget billige hotspots kan kun køre 3G, og dem bør man undgå, med mindre man står i en nødsituation, og der ikke er noget hurtigere i den lokale telebutik.
Sådan tester Alt om DATA hotspots
Denne test er udført hjemme hos overtegnede skribent, som bor i et lille hus med et bebygget areal på 80 kvm og tre etager – kælder, stue og første sal. Alle vægge er muret eller støbt i beton uden stål, og etageadskillelserne er af træ.
Grundlæggende tester vi hotspots ved brug af den samme metodik, som vi anvender til stationære routere. Vi placerer hvert enkelt hotspot det sted, hvor mobilsignalet er bedst. Det vil i praksis sige på karmen til et sydvendt vindue i stueetagen.
Hvis hotspottet har bøsninger for eksterne antenner, kan vi også tilslutte en AirCard MIMO-antenne fra Netgear og foretage endnu et sæt målinger. Når et hotspot har tændt ”4G” eller ”4G+” indikatoren, som vi oplever hos os, er der dog intet at vinde med en ekstern antenne.
Til måling af hastighed bruger vi appen Speedtest, som er tilgængelig på alle relevante platforme. Vi har som noget særligt valgt at kåre hele to vindere alt efter, om du er på udkig efter et mobilt eller stationært hotspot.
På sidste side af testen kan du se måle-resultaterne for alle produkterne
Til sidst skal vi gøre opmærksom på, at vores mobile bredbåndsudbyder er CBB, som lover på 17 – 71 Mbps download og 5 – 43 Mbps upload, hvad der aktuelt er typiske hastigheder for danske teleselskaber.