Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det går stærkt i teknologiens verden. Det er ikke mere end et par år siden, at vi var imponerede over, at man kunne se billeder i fuld hd på tv’et hjemme i dagligstuen. Nu bliver det snart muligt at gøre det samme på en lille mobiltelefon.
Nvidia, som er mest kendt for sin grafikchip, er på vej med en helt ny processor-platform. Den hedder Tegra 3 og er en viderebygning af Tegra-arkitekturen, som i øjeblikket finder udbredelse i mange tablets samt en mobil som LG’s helt nye Optimus 2X, der er den første mobil med to processorkerner.
Allerede mod slutningen af året kan Optimus 2X dog komme til at ligne lidt af en undermåler. For her skulle den nye Tegra 3-platform være klar. Med hele fire Cortex-A9-kerner på op til 1,5GHz hver, skulle den blive op til tre gange kraftigere end den dobbeltkernede Tegra 2-model, der sidder i LG-mobilen.
Det betyder, at du uden problemer vil kunne se video i en opløsning på 1.920×1.200 pixel, eller hvad der svarer til en blu-ray-film. Om du så får særligt meget ud af at se det på en lille mobiltelefon, er en anden sag, men mon ikke de mobiler, der kommer til at bruge de nye processorer, vil kunne sende signalet videre til tv’et, som det er tilfældet med LG Optimus 2X?