Af Knud Søndergaard, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Second screen er et af de nye begreber i medieeksperternes ordbog. Direkte oversat betyder det ’anden skærm’ eller ’skærm nummer to’, og det har ikke noget direkte at gøre med flere vinduer på tv-skærmen.
Second screen handler om, at rigtigt mange mennesker altid har en smartphone eller tablet inden for rækkevidde, og den bruger de sideløbende med andre gøremål, for eksempel tv-sening. En form for multitasking, kan man sige.
Hvis man ser kommercielt tv med reklameblokke i programmerne eller public service-tv med forskræp, kan man udnytte tiden og tjekke mail eller sms på den mobile enhed. Man kan også følge links eller gå på sociale medier og kommentere eller debattere et program, mens man ser det.
Og hvis man sidder sammen med andre i tv-sofaen og vil dele noget med dem, er det smartere at bruge den store tv-skærm end at stirre på en smartphones frimærke af et display. Det kaldes på nydansk for ’casting’ og er hovedemnet i denne artikel.
Smartere end smart-tv
De såkaldte smart-tv’er har efterhånden været længe iblandt os, og de er heldigvis ikke alle så dumme, som de var i begyndelsen. Folk er også blevet flittigere til at bruge de smarte features.
Ved et pressemøde i foråret 2014 sagde Lorraine Bayram, nordisk smart-tv-specialist hos LG Electronics, blandt andet:
”I løbet af 2013 voksede anvendelsen af vores smart-tv-platform med over 100 procent, og allerede i dag er mere end 80 procent af vores smart-tv-kunder tilsluttet og anvender smart-tv-funktionerne.”
I et velorganiseret hjem med computere og servere, som alle er korrekt opkoblet og fuldt ud DLNA-kompatible, er det ikke den store udfordring at sende indhold op på smart-tv-skærmen. Det er heller ikke svært at finde webbrowseren, men skal der arbejdes blot en smule med tingene, er en staveplade på tv-skærmen ikke optimal. LG’s muselignende Magic Remote er hurtigere at bruge end piletasterne på en almindelig fjernbetjening, men en smartphone eller tablet – for ikke tale om en notebook – er stadig en bedre løsning for de fleste.
Det må heller ikke glemmes, at de hidsigste smartphones og tablets kan have mere datakraft til grafik og talknusning end selv de mest luksuriøse smart-tv’er.
Miracast er en forholdsvis ny (efteråret 2012) standard under Wi-Fi Direct, som kan sammenlignes med Bluetooth, men har kapacitet til meget højere billed- og lydkvalitet – op til 1080p HD video og 5.1-kanal surroundlyd.
Wi-Fi Direct betyder, at en mobil enhed kan kommunikere direkte med eksempelvis et tv uden at være koblet til en router, men begge enheder skal have aktiveret deres Wi-Fi-funktionalitet, og det anbefales at bruge 5 GHz-båndet for at få maksimal båndbredde og mindst mulig risiko for interferens med andre kilder.
Miracast kunne lige så godt have heddet ”mirrorcast”, for bortset fra touch-funktionen kan tv-skærmen blive et perfekt spejlbillede af den mobile enheds display, bare i meget større format. Hvis man skulle få det indfald at benytte en smartphones indbyggede kamera til noget seriøst, får man også en fantastisk søger på denne måde.
At Miracast er en ret frisk standard, bemærkes på flere måder. Et par eksperimenter med en LG-E975 smartphone og en før-produktionsmodel af et spritnyt smart-tv skuffede os. Billedet fyldte ikke altid hele skærmen, og det kunne også være noget grovkornet; sandsynligvis på grund af ufærdig software. Den samme smartphone i forbindelse med et LG-tv på 42” eller 47” i LB670V-familien fungerede som en drøm med lynhurtig opkobling og fuld udnyttelse af skærmen.
Selv om Miracast er et varemærke og en del af Wi-Fi-standarden, har Sony valgt at kalde teknologien ’skærmspejling’ eller ’screen mirroring’, og da dette firma også arbejder med en ’throw’-funktion til trådløs gengivelse af indhold på andre enheder, er det nemt at blive forvirret. Et studium af hjælpeteksterne afslører dog, at det er skærmspejling-funktionen, der skal bruges.
En ny Xperia Z2 smartphone fungerer grundlæggende godt, men det kan være nødvendigt at genstarte den ved at slukke og tænde, for at den kan finde LG-tv’et. En lidt ældre Xperia Tablet Z har ikke dette problem.
Apple understøtter sin egen AirPlay spejling-funktion, men ellers er der bred opbakning til Miracast fra styresystemerne Android (4.2 eller senere), BlackBerry (10.2.1) og Windows (8.1).
Mobile High-Definition Link eller MHL er kabelbaseret mulighed for spejling og dermed ikke så sexet som de trådløse teknologier. Til gengæld er kvalitetspotentialet nærmest ubegrænset. Den seneste MHL 3.0-standard understøtter video op til 4K (UHD) og 7.1-kanal surroundlyd op til ukomprimeret Dolby TrueHD og DTS-HD Master Audio. Sony Xperia (Tablet) Z2 var blandt de første enheder med MHL 3.0-kompatibilitet.
Set med brugerøjne er en MHL-opkobling idiotsikker. Som udgangspunkt sætter man et kabel med et microUSB-stik (5-pin til de fleste enheder og 11-pin til nogle Samsung-modeller) i den ene ende i den kompatible terminal på en smartphone eller tablet. I den anden ende af kablet er der et helt almindeligt HDMI-stik. Det er muligt at købe et såkaldt passivt kabel, som blot indskydes mellem den mobile enhed og en HDMI-indgang, som så skal være mærket ’MHL’.
Vi investerede i stedet 119 kroner i en aktiv adapter, som skal have strøm fra en 5 V USB-port eller -adapter. Den kan nemlig bruges i enhver HDMI-indgang. Der skal hverken installeres drivere eller apps, men man skal selv vælge den rigtige HDMI-indgang på tv’et. Den direkte forbindelse betyder, at audio/videosignalerne ikke gennemgår nogen konvertering eller udsættes for tidsforsinkelse.
Listen over MHL-kompatible enheder omfatter et stort antal nyere modeller fra Samsung, HTC, LG, Huawei, Sony og andre Android-mærker. Nokia/Microsoft og Apple er ikke med.
Når vi taler om digitale medieafspillere, har de hidtil kunnet sorteres i to bunker: Apple TV og alle de andre.
Den lille og ganske billige Apple TV-boks gør det muligt at streame fra enheder på hjemmets netværk og portaler på internettet. Desuden kan man smide indhold fra en iPod/iPhone/iPad med iOS 6 eller senere over på Apple TV og derfra videre til tv’et. Det foregår med appen AirPlay, og det går så nemt, som de forkælede æble-gnaskere er vant til.
Det skal dog bemærkes, at AirPlay kun kan afspille indhold. Egentlig spejling, for eksempel ved brug af browseren, er ikke – i modsætning til Miracast og MHL – mulig.
Det skal tilføjes, at der findes et stort udvalg af tilbehør i form af kabler og stikadaptere, som gør det muligt at opkoble en iEnhed til et tv både via den gamle 30-pin connector og den nyere Lightning-forbindelse.
Apple TV er verdens mest udbredte medieafspiller, men på det seneste har den fået seriøs konkurrence fra Googles Chromecast. Enheden har de samme grundlæggende funktionaliteter, men tilhører Android/Chrome-verdenen. Sidste år blev der i USA solgt næsten fire mio. Chromecast-enheder mod to mio. Apple TV, men Apple har et forspring på mere end 20 mio. enheder, så slaget er ikke afgjort endnu.
Det smarte ved Chromecast er, at den er bygget som en lille dongle, der plugges ind i en ledig HDMI-terminal. Chromecast skal strømforsynes med 5 V via et microUSB-stik fra en medfølgende lysnetadapter eller – mere praktisk – en USB-port på tv’et. Det skader selvfølgelig heller ikke, at Google har prissat Chromecast til blot 270 kroner. Så det er svært at finde en undskyldning for ikke at købe den.
Chromecast ligner Apple TV i den forstand, at enheden ikke direkte spejler, hvad der sker på den mobile enheds skærm. Det er nødvendigt at vælge en understøttet app som for eksempel YouTube, Netflix, Google Play eller browseren Chrome. Når en understøttet app er startet, dukker et Google Cast-logo op i øverste højre hjørne af skærmen, og det skal man blot tappe på for at tilslutte sin Chromecast og sende indholdet over på tv’et.
De tekniske specifikationer for Chromecast hedder full HD-video (1080p) og 5.1-kanal surroundlyd i Dolby Digital Plus-format. Det betyder, at billed- og lydgengivelsen kan blive imponerende god, hvis kildematerialet lever op til standarden.
I modsætning til Apple TV eksisterer Chromecast i et åbent univers, hvor tingene ikke altid fungerer, som de burde – men måske engang kommer til det.
Mens denne artikel blev skrevet, blev der lanceret et par vigtige opdateringer til Chromecast. Skærmspejling via Chrome-browseren er nu også en realitet på Android-enheder, men omfatter kun de nyeste modeller fra Nexus, Samsung, HTC og LG.
Senest er Chrome-browseren til iPhone og iPad blevet opdateret, så en af disse enheder kan sende til en Chromecast på netværket. Vi venter stadig på, at DR TV-portalen kan køre på Chromecast, ligesom den kan på Apple TV. Men til den pris…
Efter vores mening er Miracast indtil videre den smarteste og mest brugervenlige løsning. Det foregår trådløst, men er begrænset til forholdsvis nye produkter i begge ender. Der findes Miracast-adaptere i handelen. De er ret dyre, og det kan være svært at overskue, om de understøtter alle de nødvendige formater og standarder.
Google lader til at have ramt plet med Chromecast, der virker som den rigtige løsning på det rigtige tidspunkt og til en mere end rigtig pris. Andre firmaer tilbyder noget lignende, men ikke til markant mere attraktive priser, og det kan være et godt spørgsmål, hvor dygtige de er til at navigere i den ofte noget kaotiske Android-jungle.
MHL er en tilpas nørdet løsning med et enormt potentiale; som et gigabit kablet netværk i forhold til selv den stærkeste router. Måske kan vi få teknologien til at fungere med et trådløst HDMI-sæt, som vi har i rodeskuffen, og slippe for kablet.
Apple TV har altid været en af vores favoritter. Den går man ikke helt galt med, uanset hvilken lejr man tilhører. Og endelig er der altid den mulighed at bruge et kabel. Dette kan være oplagt til nogle Apple-produkter. Desuden er nogle smartphones af lidt ældre dato udstyret med en mini- eller micro-HDMI-terminal, så man kan komme uden om problemer med gammel soft- og firmware.