Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Verbatim Store'n'Go V3 Max 16 GB

Styrken ligger i dens forrygende hastighed, når der anvendes en USB 3.0-port.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Verbatim Store ’n’ Go V3 MAX er en højtydende USB 3.0 flashnøgle, der kan fås i kapaciteter fra 16 GB op til 128 GB. USB-stikket ”skydes” ind i hylstret, når det ikke er i brug. Store ’n’ Go V3 MAX har en meget glat højglanspoleret overflade med en skydemekanisme, der ved første øjekast minder om en clips på en kuglepen.

Styrken ligger i dens forrygende hastighed, når der anvendes en USB 3.0-port. Det gælder specielt læsehastigheden, som vi på det 16 GB store testeksemplar har målt til 179,5 MB/s med CrystalDiskMark og 160 MB/s ved manuel overførsel af flere store filer. Skrivehastigheden er fin men noget mindre med 43,85 MB/s målt i CrystalDiskMark, og 36,7 MB/s ved manuel overførsel af førnævnte filer.

Vi har til sammenligning prøvet med en anden USB 3.0-flashnøgle, som via CrystalDiskMark er blevet målt til en læsehastighed på 32,72 MB/s og en skrivehastighed på 15,62 MB/s. V3 Max er med andre ord virkelig hurtig, selv med tanke på, at testen er målt til og fra en kraftig bærbar med en hurtig ssd.