Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Minimusik

Pure leverer normalt rigtig god lyd i deres produkter, men
selvom lyden i Sirocco 150 er god, så lever den ikke helt op til den standard,
vi er vant til fra Pure.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når det så er sagt, så er Sirocco 150 faktisk et rigtig godt produkt. Det er et såkaldt mikroanlæg, og det har en dock til iPhones og iPods. Derudover er der såvel DAB- som fm-radio og cd-afspiller i systemet.

Som et ægte mikroanlæg fylder det næsten intet på hylden, og da såvel højttalere som iPod-dock er separate enheder, er der rig mulighed for at placere anlægget, som det passer dig bedst.

Som alle DAB-radioer vi tidligere har testet, så er det en let sag at få Sirocco til at køre. Tænd for strømmen, vælg land, og så søger den automatisk efter tilgængelige DAB-stationer.

Docken tilsluttes et stik bag selve anlægget, og så er den klar til brug. Den oplader automatisk din iPod eller iPhone, og naturligvis er der en række adaptere med, så du kan bruge netop din model i den.

Det er også muligt at tilslutte en usb-enhed eller et sd-kort og afspille musik fra en af de enheder.

Ikke kun godt

Sirocco 150 er generelt let at betjene via den medfølgende fjernbetjening. Her skifter du mellem input-mulighederne, og du kan starte, stoppe, spole og skifte nummer, når du afspiller fra din iPhone eller iPod.

Men lidt surt er det nu stadig, at du kun kan skifte et nummer frem eller tilbage. Der er ingen mulighed for at gå tilbage i iPod'ens menu og så vælge kunstner med fjernbetjeningen. Så du slipper ikke helt for at bevæge dig hen til anlægget.

Lyden er god – ingen tvivl om det. Men måske netop fordi vi er blevet godt vant fra tidligere test af Pure's anlæg, havde vi forventet lidt mere dybde og fylde. Der er lidt for meget »discount« over lyden, og det er ærgerligt, for det er absolut ikke noget dårligt anlæg ellers.

Med på plus-siden skal der tages, at Sirocco 150 er et af Pure's grønne apparater. Den har reduceret energiforbrug både i standby og i brug, hvilket kan måles til omkring 3,5 watt, når den er tændt.

Generelt var vi glade for Sirocco 150, men vi ville godt have haft lidt mere fylde i lyden og en mulighed for at fjernbetjene vores iPhone.