Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Mindre end lille

Nu er verdens mindste computer landet. Alt om DATA har haft den i hånden og under luppen.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du fra tid til anden savner muligheden for at surfe på nettet, mens du sidder på din favorit café, der naturligvis endnu ikke har fået installeret trådløst netværk - ja, så fortvivl ikke.

Spiga fra Sagemcom er verdens mindste computer. Den kan være i din lomme eller taske og med sin vægt på kun 315 gram, er det ikke den, der får dine skuldre til at værke.

Talemåden om, at det ikke er størrelsen, der betyder noget, passer da også - dog med omvendt fortegn. For nok er den lille og ser smart ud, men den er næsten for lille.

Det oplever du som bruger første gang du forsøger at bruge den. For som alt andet på computeren er tastaturet småt. Det består af 56 taster, og på Sagecom’s egen hjemmeside påstås det, at du kan skrive på den med to hænder.

Nuvel - det er nok også muligt, hvis du har meget små hænder, og ikke har behov for at skrive med mere end to fingre ad gangen.

Men folk med hænder af normalstørrelse vil uundgåeligt have problemer med at bruge den. Det var helt sikkert en udfordring for undertegnede.

Som tastaturet er også skærmen meget lille, 4,8”, og med en opløsning på 1024 x 768 pixels, er det et meget lille billede du sidder og kigger på. Faktisk er det så småt, at jeg personligt måtte tage mine læsebriller på, for at være i stand til at se teksten på skærmen.

Men lidt positivt skal der dog lyde. Du kan lægge dit 3G eller 3G+ simkort direkte ind i Spiga, og derved undgå at lede efter trådløse netværk.

Den er udstyret med Intels nye Atomprocessor Z510, kører Windows XP har en 8GB SSD disk og 504MB hukommelse.

Selvom alt faktisk fungerer fint på Spiga, så er det altså for småt, og jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage og tænke på, hvorfor jeg dog ikke bare surfer på min iPhone, hvor jeg kan læse, hvad der står.