Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Microsoft Surface Pro 8: En schweizerkniv for Windows-brugeren

Microsofts nye Surface Pro 8 er et alsidigt redskab skabt til mobilt arbejde på brugerens præmisser. En flot computer, men arbejdsoplevelsen hæmmes dog af det knap så vellykkede tilbehør.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Microsoft har sat standarden for, hvordan en Windows-baseret alt-i-en’er skal skæres. Surface har vist sig som et sejlivet koncept, især i virksomheder, hvor det serien er det foretrukne valg som mobil medarbejder-pc.

I sin ottende inkarnation er den til at genkende med sin karakteristiske stander på bagsiden, som har været en del af serien fra starten, samt med den næsten kvadratiske 3:2-skærm, der er indført i senere modeller.

Lys og skarp skærm

Med en touchskærm på 13” får du samme arbejdsareal som på mange nyere bærbare. Det er en lysstærk, skarp og farvestærk skærm, som er behagelig at arbejde på. 3:2-formatet ligger godt til Office-arbejde, webopgaver og lignende, men er ikke det bedste til video.

Med Dolby Vision, 120 Hz skærmopdatering og et par anstændige stereohøjttalere med Dolby Atmos kan Surface Pro 8 dog fint gå an til lidt film og gaming, når tiden tillader det.

Et glimrende webkamera og langtrækkende mikrofoner giver godt grundlag for vellykkede videomøder.

Tilbehøret udvider funktionalitet – Men kvaliteten halter

Tilbehøret til Surface Pro 8 har ikke altid samme høje kvalitetsniveau som computeren.

Det er ret svært at forestille sig en Surface uden et tastatur til. Dette sælges dog separat. Vi har testet Surface Pro 8 med det nye Signature Keyboard, hvor der medfølger en lille pen samt en Microsoft Mobile Mouse. Tasterne har god størrelse, men er sjaskede i responsen.

Den korte og halvflade pen er for så vidt behagelig at skrive og tegne med, men der er mærkbar forsinkelse, når du skriver på Surface-skærmen. Musen har et fremragende scrollhjul, men den meget flade formfaktor gør, at ergonomien halter.

Nyeste USB-porte

Der er mulighed for ansigtsgenkendelse, så du kan drage fuld fordel af Hello-funktionaliteten i Windows 11.

Som forbindelsesmuligheder er der to USB 4/Thunderbolt 4-porte, som leverer høje hastigheder og understøtter flere standarder. Et glimrende valg til denne type maskine.

Der er også 3,5 mm jackstik til headset samt mulighed for at udvide det interne lager med en ekstra ssd – via en lille luge bagpå.

Microsoft holder fast i sit pro-prietære ladestik (der også fungerer til Microsofts udvidelsesdocks), selvom Surface, ligesom stort set alle andre mobile enheder, kan oplades ligeså nemt via USB-C. Det er ærgerligt, at der ikke er en god USB C-oplader med i æsken i stedet for Microsofts egen lader.

Velkørende system

Til trådløs forbindelse er der Bluetooth 5.1 og Wi-Fi 6. Ganske glimrende, men en skam at der ikke er mulighed for at indsætte simkort, så man kan gå på det mobile bredbånd. Det giver ellers ret god mening med en maskine af denne type.

Såvel processorkræfter som grafik er baseret på Intel Evo-platformen og en 11. generations Intel Core-processor. Vores testmodel havde Core i7-1185G7 med Iris Xe grafik.

En velydende allround-løsning, der klarer almindelige kontoropgaver uden slinger i valsen, og som også har overskud til grafiske opgaver af en vis kaliber. 16 GB ram og en hurtig ssd bidrager også til et smidigt system, og batteriet klarer snildt en arbejdsdag på en opladning.