Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Microsoft Surface Go 3: Kontormaskine i tabletformat

Her får du Windows 11 i en kompakt tablet. Det er dog med betydelige begrænsninger.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er formålet med din tablet først og fremmest at arbejde på farten, og er du vant til at arbejde i Windows, så kan det virke oplagt at vælge Surface Go 3. Her får du nemlig en let og kompakt tablet med Windows som styresystem.

Med windows 11

Der er endda tale om det nye Windows 11, dog desværre i den begrænsede S-version, som ikke tillader, at du henter andre programmer end dem, du kan finde i Microsofts egen app-butik. Og det er ærlig talt ikke et overdådigt udvalg, du møder her.

En større udvidelse af app-butikken er dog på vej, med mulighed for at hente Android-apps. Mange tjenester kan desuden tilgås via browseren. Ikke desto mindre er oplevelsen mindre intuitiv end på iOS og Android.

Effektiv arbejdsmaskine

Officepakken og andre Microsoft-programmer kører som smurt på Surface Go 3. Når du holder dig inden for dette univers, får du en rigtig fin oplevelse.

Skærmen står skarpt og med flotte farver, dog ikke voldsomt lysstærkt, og i den Pentium-model, vi tester, er der fint med kræfter til kontoropgaver, streaming og kreativt grafisk arbejde.

Sidstnævnte klares bedst med en Surface Pen, som kan købes som tilbehør. Et tastatur er også tilgængeligt, og selvom tasterne her er lidt små, er de af glimrende kvalitet og giver en rigtig fornuftig skriveoplevelse. Priserne på tilbehøret er dog pebrede.

Microsoft har også gjort en del ud af kamera, højttalere og mikrofoner, så videosamtaler over Teams foregår gnidningsfrit. Som mobil arbejds-pc, der kan supplere dit Windows-baserede kontorsetup, kan Surface Go 3 således være en glimrende løsning, men til underholdning og hjemmebrug er oplevelsen generelt bedre i iOS og Android.