Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Microsoft Sculpt Ergonomic Mouse og Keyboard: Veldrejet ergonomi

Denne tastatur/mus-kombi er ikke af ny dato, og det mærkes, men det er stadig et relevant produkt, hvis ergonomi er din højeste prioritet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Microsoft har en lang tradition for at fremstille tastaturer. Det skinner igennem i det nye Sculpt Ergonomic-tastatursæt. Når der skrives sæt, er det fordi tastatur, numerisk keyboard og mus kan købes samlet. Det er billigere end at købe enhederne hver for sig.

Det numeriske tastatur er en fritstående enhed, som matcher hovedtastaturet og kan placeres, hvor du vil – perfekt til både højre- og venstrehåndede.

Tastaturet er ikke en spritny tilføjelse til markedet. Men det er heller ikke så vigtigt for allround- tastaturer; her skifter moden ikke så ofte. Har man fundet et koncept, der virker, skiftes dette ikke ud, før der er en klar forbedring klar til afløsning.

Tydeligste alderstegn er, at der skal bruges løse AAA-batterier. Tastaturet er ikke genopladellgt. Det er lidt ærgerligt.

Trådløs forbindelse er der trods alt – i form af en 2,4 GHz-dongle, som bruges til at koble såvel tastatur som numpad og mus til pc'en.

Naturlig positur

Det fremgår tydeligt af udseendet, at dette tastatur ikke er helt konventionelt. Sculpt Ergonomic vrider sig ikke kun ind mod midten fra begge sider; tastaturet løfter sig også i en bølgeformet bevægelse, der starter i siderne og kulminerer i området ved midtertangenten.

Brugen af ergonomiske tastaturer kan splitte medarbejdere, men ideen er i grunden logisk. Kig på dine hænder, når du holder dine arme frem i afslappet tilstand. Du vil bemærke, at de peger svagt ind mod din midterakse. Microsoft Sculpt Ergonomic føles tilmed mere naturlig at bruge, end de ergonomiske tastaturer vi tidligere har prøvet. Man tænker ikke engang over, at det er et ergonomisk tastatur.

En fornøjelse at skrive på

Selve tasteoplevelsen er meget flydende. Der er ikke så lang vandring som hos konkurrenten Logitech K800, men en større stramhed, uden at det bliver for meget, og en god feedback på indtastningen.

Kombineret med den lave håndledstøtte i siderne, de store modifikationstaster i bunden og den delte mellemrumstangent gør det tastaturet til en fornøjelse at skrive på.

Tasterne sidder godt placeret, størrelsen er fornuftig, skriften på tasterne tydelig, og der er selvfølgelig en række taster med ekstra funtioner indlejret i funktionstasterne. Man må til gengæld undvære indikatorer for modifikationstaster, og indbygget lys er der heller ikke.

Smart Windows-navigation

Helt i tråd med tastaturet er musen solidt konstrueret. Den er mere buttet end en almindelig mus og det gør, at din hånd ikke holder så sammenkrummet om den.

Designet giver en afslappet og behagelig brugsoplevelse. Du går ikke så hurtigt træt i at bruge den, som det kan være tilfældet med en standardmus.

Et lille blåt felt på toppen adskiller den også fra andre. Dette felt har en dobbeltfunktion. Det fungerer som en knap, der kan bruges til at skifte mellem en åbnet Windows-app/skrivebordet og Windows startskærm. Men swiper man i stedet op på feltet, skifter musen mellem de åbne apps på computeren, alt imens den vibrerer hver gang.

Swiper man, får man vist alle åbne apps, hvorefter man kan vælge mellem dem.

Har man prøvet dette trick et par gange, hjælper det faktisk med til, at navigation i Windows føles noget hurtigere og mere flydende.

Hele sættet er set på nettet til under tusind kroner, og til den pris får man ret høj kvalitet og komfort for pengene.