Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

En handy sag

Microsoft LifeCam HD-6000 har god opløsning og velfungerende støjreduktion.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Et lille og handy webkamera, der er designet til bærbare pc’er – du skal altså ikke forsøge at spænde kameraet fast til skærmen på en stationær computer, for det kan det ikke rigtig gabe over.

Fordelen ved LifeCam HD-6000 er, at du får en opløsning, der går helt op til 720p, hvilket er det højeste en almindelig bærbar pc kan køre, uden der opstår problemer. Du kan vælge at slå TrueColor-funktionen til, hvis kameraet skal opfange de mindre detaljer i baggrunden, eller hvis det skal kompensere for lav baggrundsbelysning. Kameraet har autofokus i linsen. Det gør, at linsen kan følge de fleste af dine bevægelser, når du sidder bag skærmen, men til tider har den svært ved at følge med.

Ønsker du at tage fotografier med dit webkamera, skal du nok lede andetsteds, da LifeCam HD-6000 kun understøtter en opløsning på 4 megapixels. Dette gør, at dine billeder ikke bliver helt så skarpe som med et webkamera af højere standard.

LifeCam HD-6000 har til gengæld en udmærket støjreduktionsteknologi, der frasorterer langt de fleste baggrundslyde, der kan forhindre personen på den anden side af skærmen i at høre, hvad du siger.

Microsofts kompakte webkamera er mest af alt et standardkamera, der gør sig en smule bemærket på grund af den gode støjreduktion, og så er det let at have med på farten. Billedkvaliteten ligger på niveau med det, vi kan forvente os af et fornuftigt webkamera.