Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Anden tirsdag i måneden er opdateringsdag for Windows. Når du lukker din computer næste gang, er der med god sandsynlighed en melding klar om, at der venter opdateringer, som Windows gerne vil installere, inden systemet lukkes ned.
Der kan være god grund til at acceptere denne forespørgsel. Blandt de opdateringer, Microsoft har på programmet, er nemlig udbedringen af et sikkerhedshul, der har status som ”kritisk”. Det betyder, at truslen er særligt stor og har fået højeste prioritet hos Microsofts sikkerhedsfolk.
Truslen har at gøre med et hul, som hackere kan udnytte til at snige skadelig kode ind i dit system. Når denne kode eksekveres, kan hackerne tage styring med computeren. En anden sikkerhedsopdatering, som du får med i denne omgang, retter sig mod en lignende trussel, men er kun vurderet som ”vigtig”.
Der følger desuden to andre sikkerhedsopdateringer, der er vurderet som ”moderate”. Mystisk nok rummer denne måneds sikkerhedsopdateringer dog intet forsøg på at fikse kernel-fejlen, som kan udnyttes af Duqu-virussen, der for nylig blev opdaget.
Alle fire opdateringer kommer ud til Windows 7, mens Vista-brugerne kan nøjes med de tre, og Windows XP kun har behov for den ene.