Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Meze Empyrean: Stor musik i en tynd membran

En hovedtelefon bygget efter det såkaldte magnestatiske princip er en sjældenhed, og ofte går forsøg på metoden galt. Rumænske Meze har knækket koden og har skabt en på alle måder lækker og ekstremt velspillende hovedtelefon. Prisen er derefter.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det her er ikke kun luksus; det er også noget komplet andet, end det vi er vant til at opleve. Man skulle ellers ikke tro, at en hovedtelefon kunne overraske. Men så se og hør her.

Normalt skaber en hovedtelefon af enhver art lyd med en højttalerenhed af samme type, som den der sidder i en hi-fi-højttaler eller en moderne streaminghøjttaler. Et elektrisk signal, der afspiller musiksignalet, bevæger en magnet og en påmonteret plast- eller papmembran.Membranen sætter luften i svingninger, og disse svingninger opfattes af øret og fortolkes i hjernen som musik. Men ganske få, særligt luksuriøse højttalere benytter et noget anderledes princip. Det er magnestater. Her er en ultratynd film forbundet med spoler, og små, men kraftige magneter på hver side af filmmembranen bevæger denne i takt med musikken.

Den tynde filmmembran i midten skaber musikken. Den måler blot 0,16 mm og har et aktivt overfladeareal på 4650 mm2. De mange små magneter sidder på hver side af membranen i en speciel form, så de håndterer hver sit område af membranen. Magneterne er lavet i neodymium, som er et af de bedste materialer til det formål.

Fordelen ved dette princip er, at man kan benytte en særlig let membran, der kan gengive musikken nærmest uden forvrængning. Desuden kan man gøre membranarealet meget større end i en traditionel højttalerenhed. Alt dette skaber grundlaget for fremragen-de lydgengivelse – i hvert fald, hvis konstruktionen er lavet rigtig, for det kan nemt gå galt. Princippet benyttes kun i hundedyre og meget store højttalere. Det er uhyre sjældent, at man ser nogen, der tør benytte det i et sæt hovedtelefoner. Men det har den rumænske lydspecialist Meze gjort med hovedtelefonen Empyrean.

Spiller himmelsk!

Du kan slutte den store Empyrean-hovedtelefon til en smartphone, men for at få det fulde udbytte af dette luksusprodukt, bør du benytte en hovedtelefonforstærker eller en forstærker med hovedtelefonudgang. Trods størrelsen er Empyrean meget behagelig på hovedet. Den store hovedbøjle aflaster fint, og du kan vælge imellem to hovedpuder – så du får den, der matcher bedst med din hovedform.

Hovedtelefonen er hovedsagelig håndbygget. Selv den følsomme membran går gennem menneskehænder.

De fleste forsøg på at lave en magnestatisk hovedtelefon er ikke særlig vellykkede, Men Empyrean har en helt usædvanlig åben og neutral gengivelse, og i forhold til konkurrenter med samme princip er især basgengivelsen langt mere dynamisk og potent. Uanset om du lytter til stort klassisk arrangement, sagte jazz eller en vokal, så leveres lyden med en nerve og energi, som er meget betagende. Dette er en hovedtelefon du vil nyde musik langt ud på natten. Ganske enkelt fremragende!

Prisen er 23.995 kroner. Det er langt mere end selv hi-fi-entusiaster normalt er parate til at ofre. Men her får du også noget, som teknisk set er i sin helt egen klasse.