Egentlig skal du se Mesh-systemet som en kæmpe sky, mens løsningen med extendere mest af alt ligner store cirkler af signaler, som overlapper hinanden. Hidtil har især store offentlige netværk, for eksempel hoteller og lufthavne, draget fordel af Mesh-systemet, men flere og flere modeller til private hjem er på markedet. Givetvis kommer der flere, for ud over det stærke og stabile signal har Mesh-routere nemlig også en anden fordel: enkel opsætning med komplet app-styring.
Ofte kræver det ganske få trin at koble det hele op, for Mesh-routerne anvender samme brugernavn og password. Du kan tilmed, med visse modeller få appen til at vise dig hvor, hvis du har overset et ”hul” i dækningen.
Vil du i gang med at opsætte et Mesh-netværk derhjemme, kan du begynde med et system, som kun har én router. Alle systemer kan løbende udvides eller købes fra start i samlede pakker med en router og to satellitter. Priserne begynder typisk ved 1200 kroner og går op til 4000 kroner.
Teknisk set er Mesh-routere ikke bedre bestykket end en god, traditionel ac-router, i stedet skal du holde øje med, hvor stor rækkevidden er, målt i kvadratmeter. Mesh-routere gør det alligevel nemt at forstærke og fordele sit Wi-Fi-signal optimalt – på en nem måde.
Ny opmåling:
Med en Mesh-router skal du også holde øje med, hvor langt signalet rækker. Her skal du ikke kun tænke på rækkevidden målt i meter, men også i kvadratmeter, når du sætter flere routere på dit Mesh-system.
Tri-band:
Enkelte Mesh-routere, for eksempel Netgears Orbi, udnytter også et tredje ”bånd” til signaltransmissioner, og er såkaldte tri-band-routere, som på papiret samlet set giver højere hastighed. De fleste Mesh-routere holder sig dog til de klassiske to ”bånd”, nemlig 2,5 GHz og 5 GHz.
Satellitter:
I Mesh-systemet er alle satellitterne en router i sig selv med egen processor, hukommelse og ram. En af dem skal dog i sagens natur være forbundet til internettet (modem) med et ethernet-kabel.
Dækning:
Forvent, at et Wi-Fi-punkt dækker op til 85 kvadratmeter, to dækker op til 170 kvadratmeter, mens tre dækker over 170 kvadratmeter.
Ac-teknologi:
I skrivende stund er der endnu ikke kommet Mesh-routere på markedet, som understøtter den nye, hurtigere 802.11ax-standard for trådløs dataoverførsel.
Samme navn og sikkerhed:
Nettet beskyttes med fire-wall og kryptering. Men Mesh-enhederne arbejder under samme netværksnavn (SSID) og kodeord.