Mere for mindre

Mere for mindre

Share

Datacentre verden over presses til at levere mere for færre penge. Det er medvirkende til den grønne linje

It-ansvarlige for datacentre bliver klemt mellem to krav: Brugerne stiller højere og højere krav, mens ledelsen samtidig forventer reducerede driftsomkostninger i de samme datacentre.

Det viser rapporten “2008 State of the Data Center”, som sikkerheds-virksomheden Symantec for nylig offentliggjorde. Det er andet år i træk, at Symantec har taget et grundigt kig på datacentre verden over. I den seneste undersøgelse deltog 1.600 datacentre i større virksomheder og offentlige organisationer i over 20 lande.

Bekræfter tendenser

Rapporten, der er resultatet af en undersøgelse gennemført af Applied Research i efteråret 2008, viser desuden, at servere og storage-enheder ikke bliver udnyttet optimalt, samt at planerne for katastrofer og IT-nedbrud endnu ikke er komplette.

Se også:  Din nye kollega hedder hr. compubot

Interessant nok viste undersøgelsen også, at datacentre primært har gennemført “grønne initiativer” for at spare penge. Selv om bevæggrundene altså officielt oftest er ganske andre.

“Undersøgelsen bekræfter mange af de tendenser, jeg også oplever i mit arbejde med kunderne,” fortæller Principal Systems Engineer Per Larsen, Symantec.

“I datacentrene er man i første omgang interesseret i at mindske omkostningerne. Men man har også fokus på at forbedre storage-udnyttelsen, idet der på trods af den trængte økonomi stadig er stor datavækst.”

Fokus på driftsomkostningerne

Tre fjerdedele af de adspurgte virksomheder påpeger, at brugernes forventninger stiger gradvist eller hurtigt, mens 60 procent mener, at kravene til serviceniveauet fra virksomhedernes side enten er svære eller meget svære at leve op til. Kun 10 procent mener, at servicekravene er mindre end i året inden.

Se også:  København er Nordens it-midtpunkt

Selvom kravene til serviceniveauet således er steget betydeligt, så svarer de fleste paradoksalt nok på spørgsmålet om, hvad der har højeste prioritet i år, at de it-ansvarlige skal mindske driftsomkostningerne. Det svar bliver nævnt oftere end de næste to alternativer, forbedret serviceniveau og bedre svartider, tilsammen.

De vigtigste områder, virksomhederne fokuserer på for at kunne “gøre mere for mindre”, er automatisering af rutineopgaver, vidensdeling blandt personalet og reducering af kompleksiteten.

Facebook datacenter.

Datacentre verden over presses de til at levere mere for færre penge. Samtidig bliver der færre hænder til at lave arbejdet.

Katastrofesikring og grønne fingre

De ansvarlige for datacentrene fortæller endvidere, at der er plads til forbedringer, når det gælder planerne for katastrofer og it-nedbrud. Kun lidt over en tredjedel rapporterede, at deres plan i forbindelse med en katastrofe var over middel, mens lidt over en fjerdedel mente, at planen havde brug for lidt mere arbejde, og knap en tiendedel mente, at deres plan var mere løst skitseret og udokumenteret.

“Udarbejdelsen og efterfølgende opdatering af katastrofeplaner er ofte på it-afdelingens to do-liste. Men desværre har opgaven en tendens til at blive nedprioriteret,” fortæller Per Larsen.

Når virksomhederne skal pege på de faktorer, der som oftest er skyld i uplanlagte nedbrud, så topper den menneskelige faktor med 25 procent efterfulgt af fejl i hardware og software samt strømnedbrud.

“Det er derfor meget vigtigt, at der anvendes løsninger med indbygget fejltolerance. På den måde får eventuelle uplanlagte nedbrud ikke konsekvenser for brugerne af systemerne,” pointerer Per Larsen.

Undersøgelsen viser desuden, at det ikke er den stadigt mere populære, sociale tangegang, der driver datacentrenes ønsker om blive ”grønne”. Langt mere tungtvejende er således lavere omkostninger på bundlinjen.

Det er således blot 42 procent, der nævner ansvarsfølelse overfor miljøet som begrundelse. I stedet peger over halvdelen på enten lavere energiomkostninger eller reducerede omkostninger til køling.

Behov for løsninger

Den seneste datacenter- undersøgelse viser, at virksomhederne stadig har brug for at kunne kontrollere datacentrenes kompleksitet og udgifter. Men beskeden om at skulle gøre “mere med mindre”, sætter virksomhederne i en situation, hvor de skal finde en løsning, der har direkte effekt på udgifterne og effektivitet.

Ifølge Principal Systems Engineer Per Larsen, Symantec, bekræfter undersøgelsen mange af de tendenser, han også oplever i sit arbejde med kunderne.

Del denne