Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Mere plads på disken

De roterende sølvskiver har fået akut vokseværk. Det gælder såvel dem, du lægger i dit blu-ray-drev, som dem, der sidder i din harddisk.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At tiden er ved at løbe fra de blanke roterende skiver, er der efterhånden en del der vil mene. Programmer, musik og film kan du hente fra nettet og have på en usb-stick, mens flash-baserede ssd’er giver langt hurtigere overførselshastigheder, mindre støj og lavere energiforbrug.

De roterende diske har dog stadig den fordel, at de giver langt flere gigabyte for pengene i forhold til andre løsninger. Nu gælder det i endnu højere grad. De seneste måneder er der nemlig sket et markant spring i kapaciteten på såvel harddiske som blu-ray-skiver.

Brænd skiver på 128GB

Da blu-ray kom på banen, var kapaciteten på 25GB noget af en forbedring i forhold til dvd’en. Senere kom to-lags-udgaver på 50GB, og nu stiger kapaciteten så en ordentlig tand igen.

Blu-ray Disc Association har udviklet to nye specifikationer. BDXL (High Capacity Recordable and Rewritable discs) giver 100GB genskrivelig dataplads eller op til 128GB fordelt på fire lag, som kan skrives en enkelt gang. Ih-bd (Intra-Hybrid discs) kan ikke rumme helt så mange data, men har et skrivbart bd-re lag på 25GB samt et ikke-skrivbart bd-rom lag på 25GB.

Ingen af de to nye formater er dog lige til at smide i dit gamle blu-ray-drev. Begge kræver nyt udstyr for at kunne anvendes. Her står Pioneer og Buffalo klar med de første drev, der kan brænde de nye diske.

Pioneer BDR-206MBK er allerede sendt fra fabrikken og tilgængeligt i nærmeste fremtid. Buffalo må vi vente lidt længere på, men så får vi til gengæld både et eksternt usb 2.0 drev – Buffalo BRXL-6U2 – samt et internt sata-drev. Hvornår præcis, vi får Buffalos drev at se, er endnu uvist, og det samme er priserne på de alle de nye brændere.

En ekstra terabyte i harddisken

Med en blu-ray-disk på 128GB er du faktisk oppe på en kapacitet, der svarer til harddisken på mange netbooks. Men du er stadig ikke i nærheden af de 3TB, der nu er muligt at proppe i en lidt større bærbar eller en stationær pc.

Tidligere var loftet 2TB, men efter mange hårde timer i laboratoriet er det endeligt lykkedes at presse harddisken en ekstra terabyte op. Western Digital er klar med en sata-model til internt brug. Navnet er WD Caviar Green, og den opnår sin høje kapacitet ved hjælp af en ny teknologi, der tillader at presse hele 750GB ned på hver af diskens fire skiver. Se prisen på Western Digital Caviar Green 3TB her.

Det er dog stadig ikke helt uproblematisk at få computeren til at udnytte alle 3TB. Ældre styresystemer, som eksempelvis Windows XP, er som udgangspunkt ikke skrevet til at kunne klare dette. Western Digital brygger på en løsning, men indtil videre kan det ikke betale sig at købe WD Caviar Green, hvis du sidder med en XP-computer.

Hitachi er imidlertid kommet i forkøbet med 3TB , der gør det muligt for XP-brugerne at få glæde af 3TB-diske, uden at skulle foretage sig andet end at montere den præcis som man er vant til med en hvilken som helst anden harddisk.

Windows 7 og Vista har ikke samme problem, men her har man et problem i form af de bundkort, der i dag leveres med pc’er. De bruger den gamle bios standard, som heller ikke tillader så stor en kapacitet.

Det problem har Western Digital formået at overkomme. Sammen med harddisken vedlægger producenten en adapter i pakken, som sættes imellem harddisken og bundkortet og gør det muligt at anvende den fulde kapacitet.

12TB på netværket

Er du mere til den eksterne løsning, mangler der heller ikke muligheder på denne front. Både Seagate, Western Digital. Hitachi og LaCie har opgraderet til 3TB diske og endda smidt usb 3.0 oveni, så du får ekstra fart på filerne.

Seagates FreeAgent GoFlex Desk gør brug af fem plader med 600GB og kommer med FireWire 800 tilslutning samt software til automatisk backup og kryptering. Se prisen på Seagates FreeAgent GoFlex Desk her.

Western Digital My Book Essential mangler FireWire men er ellers ikke væsentligt anderledes i hverken pris eller funktionalitet.

Kan du simpelthen ikke få nok terabytes, og skal de alle sammen kobles på netværket, har Seagate løsningen. I den nye BlackArmor NAS 440 har producenten nemlig fyldt fire af deres 3TB harddiske i og suppleret med raid 5. Det burde række til selv den største mediesamling. Se prisen på Seagate BlackArmor NAS 440 her.