Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Mekaniske tastaturer [STORTEST]: Tastaturer med det rigtige klik

Kan man kalde et tastatur mekanisk, hvis det ikke leverer et tilfredsstillende klik? Her tester vi seks effektive gaming-tastaturer (der også kan bruges til det daglige arbejde).

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det herlige ved pc-gaming er, at man kan bruge stort set alting som input-enhed, hvis man gør sig tilstrækkelig umage. Og vi kan ikke forestille os en bedre måde at game på end ved at få en fest ud af hvert eneste prægtige tastetryk på et mekanisk tastatur. 

Det behagelige tryk på en mekanisk kontakt får ens fingre til at føles mindre trætte, responstiderne bliver kvikkere, og tastetrykkene bliver mere præcise. Og man kan få det, der passer til en selv. Fra en glat, lineær bevægelse til et skrivemaskineagtigt smæld plus en række RGB-lyskonfigurationer – der er noget for enhver i de mekaniske tastaturers verden.

Derfor har vi samlet et udvalg af gamingtastaturer i denne gruppetest. Her er alt fra ydmyge trådløse enheder til det nyeste inden for optisk kontaktteknologi. Find ud af, hvad der passer bedst til dine kreative fingre.

Kablet eller trådløst?

For de fleste pc-gamere er en trådløs forbindelse irrelevant. En kablet model giver en enkel og batteriløs funktion, som vil levere lige så god en ydelse som noget kabelfrit alternativ.

I nogle tilfælde kan et trådløst tastatur give god mening. Tag for eksempel dem, der bruger hæve-sænke-borde. Et trådløst tastatur betyder en ledning mindre at bekymre sig om, når man ændrer bordhøjde. Og hvis man holder af gaming i sofaen, vil en trådløs model gøre det langt nemmere at spille komfortabelt.

Trådløse tastaturer giver også et mere ordentligt skrivebord. Ulempen er, at man skal tænke på batterilevetid.