Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Meget tv for pengene

Drømmer du om et smart-tv til en billig penge? Så se dette tv fra Toshiba.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Selvfølgelig vinder Toshiba æren som bedst til prisen, da det koster det halve af det næstbilligste i testen – kunne man tro. Men så let er det ikke at få denne udmærkelse. Vi har faktisk ingen problemer med at give denne titel til et mere kostbart tv. Men her er det berettiget, da Toshiba 40RL953 giver fantastisk meget for pengene også, når man ser dette tv i forhold til hele markedet.

Der er godt nok tale om et ret basalt tv, og du må nøjes med kablet netværk og undvære 3D (fås i dyrere variant med 3D). Men hvor er det godt, at man kan vælge 3D fra, hvis man alligevel ikke vil bruge denne feature.
Til gengæld er det ret bøvlet at skulle tilslutte tv’et til hjemmenetværk med kabel.

Har du mulighed for at sætte kablet til en router i nærheden af tv’et, er det ikke noget problem. Men det ville have været rart med en trådløs forbindelse, især hvis routeren står langt væk. Det ville jo være ærgerligt at skulle undvære smart-tv-delen, fordi tilslutningen er for besværlig. Og det ville være ærgerligt, for Toshibas bud på dette fungerer faktisk fint.

Tv’ets funktioner er ret begrænsede, men vil du gerne afspille film, billeder og lignende fra din NAS-disk er det meget let. Det tager lidt tid for den svage processor at dekode filmen (alt efter format), men når den kører, er der ingen problemer.

Opsætningen og brugen af Toshiba er også enkel, da det hele foregår med letforståelige og enkle menuer med ikoner, der næsten er selvforklarende.
Billedkvaliteten er udmærket, uden at man falder bagover. Billedet står roligt og ret rent i farverne, men er naturligvis langt fra den skarphed og stoflighed som de øvrige, dyrere tv’er leverer. Men til prisen er det mere end godkendt, og vi har ingen problemer med at give Toshiba prædikatet som bedste køb.

DATATID MENER:
Billigt tv til dig, der vil have smart-tv uden at betale kassen for det.